Kristendemokraterne er nu halvejs med underskrifterne formindsket landsmøde

Stig Grenov er formand for Kristendemokraterne.
Stig Grenov er formand for Kristendemokraterne.

KD samler de trofaste støtter til et formindsket landsmøde på Brogården i Middelfart. Partiet er over halvvejs med at skaffe de 20.000 underskrifter og håber, det lykkes, inden der bliver udskrevet valg. 

Mens truslerne om folketingsvalg hele tiden rumler på Christiansborg, samles Kristendemokraterne på lørdag den 22. oktober til et to-dages landsmøde.

Partiet er nu nået op på 12.500 underskrifter. Dvs. over halvdelen af de godt 20.000 underskrifter, som er nødvendige for, at partiet igen kan opstille.
Nås det ikke, inden et valg udskrives, må man begynde forfra. Og i alle tilfælde gælder underskrifterne kun i 18 måneder, hvis man ikke når i mål.

Efter at partiet heller ikke kom ind ved sidste folketingsvalg, er det tyndet lidt ud i de aktive, selv om medlemstallet ikke er faldet markant. Men der er færre delegerede til landsmødet, end der plejer at være.
Denne gang har partiet valgt et mindre mødested end Lillebæltshallen, nemlig Brogården i Middelfart.

Den skjulte varme

Formanden, Stig Grenov, kan føle sig sikker i formandsstolen trods valgnederlagene, for der er ikke opstillet modkandidater.
Der bliver dog valg til hovedbestyrelsen, hvor 19 kandidater er opstillet til de 10 pladser.
I indkaldelsen til landsmødet citerer Grenov den tidligere statsminister Monrad for, at:
”Kristendommen skal gennemstrømme politikken som en skjult varme”.

– KristenDemokraterne ønsker et samfund bygget på kristne værdier. Vi ser det enkelte menneske som uerstatteligt og enestående. Vi vægter fællesskab højere end blind økonomisk vækst. Og vi holder fast i, at borgeren er ansvarlig for sig selv og sit medmenneske.
Men kristne værdier handler også om frihed til at ytre sin mening – også hvis man er religiøs, skriver Grenov.

Kommunalvalg

Landsmødet har mest fokus på by- og regionsråds-valgene i november 2017. Derfor taler byrådsmedlemmerne Birgit Jacobsen, Hedensted, og Bjarne Hartung Kirkegård, Bornholm, har en workshop. Og gymnasielærer Marianne Karlsmose, der også selv har været landsformand, giver et oplæg om regionspolitik.
Desuden er der et oplæg ved journalist Karen Lumholt, Valby, om, hvorvidt magthaverne har glemt, at landet består af mennesker.

Religionsfrihed

Blandt de resolutioner, de delegerede skal debattere, er et forslag fra Fyns storkreds om forkyndelsesfrihed. Det tager afstand fra Kirkeministeriets ”enighedspapir” af 31. maj 2016, der kriminaliserer nogle religiøse holdninger til fx homoseksualitet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Tolkes papiret snævert, vil det ramme fx oplæsning af gammeltestamentlige tekster, hvor der omtales dødsstraf for visse handlinger uden skelen til, hvilken sammenhæng disse tekster er blevet til i.

En så vidtrækkende bestemmelse umuliggør dialog og vil kriminalisere klassisk kristendom, der har været en del af dansk kultur i mere end 1.100 år, skriver fynboerne.