Tempelbjerget og hetzen

Det palæstinensiske selvstyre beskylder Israel for at ville ødelægge muslimske og kristne hellige steder – og opfordrer til vold mod jøderne. Men ”Status Quo” fra det 18. århundrede gælder stadig, mener Israels statsminister Benjamin Netanyahu.

Af Daniel Frick og Mirjam Holmer

Tempelbjerget er i de forgange måneder endnu engang kommet i fokus: Mange palæstinensere tror, at Israel vil ændre ved stedets status quo. Israelere ser det som resultat af en hetz, der tilskynder til vold mod jøder. Israels premierminister Benjamin Netanyahu bedyrer gang på gang at ville holde fast ved stedets status quo.

Israel krænker islam og kristendommens hellige steder, frem for alt Al-Aqsa-Moskeen! Siden 1967 har det været Israels mål at ødelægge Al-Aqsa-Moskeen! Israel vil opsluge den hellige by!
Men det palæstinensiske selvstyre vil ikke passivt se til, at israelerne angriber. Vi bliver i Jerusalem og vil beskytte byen og dens hellige steder!

Vil Israel ødelægge Tempelbjerget?

Disse og lignende udtalelser kunne i det forgangne efterår læses i selvstyrets officielle dagblad ”Al-Hajat al-Dschadida”.
Et af budskaberne bagved lyder: Israel vil ændre på status quo for Tempelbjerget. Siden den 13. september 2015 er arabernes fortørnelse herover kommet håndfast til udtryk i optøjer på Tempelbjerget og angreb på jøder over hele landet. 170 angreb med kniv, bil eller skydevåben har hidtil kostet 30 mennesker livet, heraf 28 jøder, en palæstinenser og en udlænding.

Israels regeringschef Benjamin Netanyahu bedyrer igen og igen, at han ikke vil ændre noget ved stedets status quo. Hans ord vinder dog ikke gehør, for palæstinensiske politikere og medier udspreder modstridende rygter og opfordrer til vold mod jøder. Desuden opmuntrer forherligelse af denne vold til drab på jøder.

Hetzen kommer samtidig også fra øverste sted. Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, udtalte ved optakten til urolighederne, at han hilste ”enhver blodsdråbe”, der blev udgydt på grund af Jerusalem, velkommen. Hans parti Fatah lod forlyde, at ”med vores sjæle befrier vi Al-Aqsa.”

Af hensyn til offentlig ro

På denne måde blusser striden helt forudsigeligt med jævne mellemrum op i forbindelse med aftaler, som egentlig blot skal sikre den offentlige ro og går under betegnelsen ”Status quo”.
”Status quo” har eksisteret siden det 18. århundrede og bestemmer, hvilke religionsfællesskaber der har med de forskellige hellige steder i Jerusalem at gøre og i hvilken udstrækning.

Især efter Seksdagskrigen i 1967 var det Israel meget magtpåliggende at holde fast ved disse aftaler. I dagene fra den 5. til den 10. juni 1967 havde Israel blandt andet erobret og annekteret Østjerusalem og dermed Tempelbjerget fra Jordan, altså udvidet de i Israel gældende love til også at gælde i den erobrede bydel.

”Tempelbjerget er i vores hænder,” jublede chefen for faldskærmsjægerne, Mordechai Gur, dengang glad, da de havde erobret Tempelbjerget.
Meddelelsen var en sensation: Efter rundt regnet 2000 år var stedet med begge de jødiske templer igen under jødisk kontrol. Erobringen havde en nationalreligiøs symbolvirkning.

Det var imidlertid den daværende forsvarsminister, Moshe Dayan, magtpåliggende at tage sprængkraften ud af denne symbolik samt nedtone den religiøse dimension af konflikten mellem jøder og araber. Tempelbjerget var efter hans mening for muslimer stadig stedet for bøn, hvorimod det for jøder primært havde en religiøs betydning.

Araberne kalder i folkemunde området ”Haram”. Det er den korte udgave af ”Haram al-Scharif”, ”den ærværdige helligdom”. Araberne skulle fortsat have den religiøse suverænitet over Tempelbjerget. Med denne indrømmelse, håbede Dayan, ville man undgå, at området skulle blive et nationalt symbol på længsel for araberne.

Juristen Schmuel Berkowitz, der har skrevet en doktorafhandling om de hellige steders retlige status, siger herom: ”Dayan mødtes i Klippemoskeen med medlemmerne af den jordanske regering for at forhandle en aftale på plads om stedet. Aftalerne blev truffet mundtligt, og der foreligger ikke noget papir på samtalerne.”
Aftalen bestemte, at den islamiske myndighed Wakf også fremover skulle stå for administrationen af Tempelbjerget, som det havde været tilfældet hidtil. Jøderne skulle garantere sikkerheden.

Muslimske særrettigheder

Senere blev der vedtaget endnu videre regler til gunst for muslimerne: Ikke-muslimer må kun betræde Tempelbjerget gennem Mughrabi-porten ved Grædemuren, mens muslimerne har ti porte til rådighed. Flaghejsning af ligegyldigt hvilket flag er forbudt på Tempelbjerget. Adgang til Klippemoskeen og Al-Aqsa-Moskeen er ikke tilladt for ikke-muslimer.
Berkowitz indrømmer, at der i dag findes cirka 15 jødiske organisationer, som kæmper for retten til at bede på Tempelbjerget, men de er hverken politisk eller samfundsmæssigt relevante.
”Den israelske regering har gentagne gange forsikret, at de ikke vil ændre noget ved status quo, og ingen steder i verden er så godt bevogtet af det israelske politi som Tempelbjerget i Jerusalem.” Og Berkowitz tilføjer spøgefuldt: ”Bortset måske fra den atomreaktor, der siges at stå i Dimona.”

Berkowitz bider også fra sig, når det gælder en yderligere anklage: ”At der i dag sker jødiske, arkæologiske udgravninger på Tempelbjerget er det rene vås. Tempelbjerget står ene og alene under Wakf’s opsyn.”

Juristen siger ligeledes med overbevisning i stemmen: ”Ud fra et retligt standpunkt har Jordan ikke mere krav på Tempelbjerget end Israel. Jordan havde annekteret territoriet i 1948. Men denne indlemmelse blev udelukkende anerkendt af Pakistan og Storbritannien.” I Oslo-aftalerne i 1990’erne blev Tempelbjergets status quo overhovedet ikke diskuteret; indtil i dag har intet af betydning således ændret sig.
Moshe Amirav er professor i statskundskab ved det hebræiske universitet i Jerusalem og har i mange år beskæftiget sig med politik. Han siger: ”I Jerusalem drejer det sig ikke om fakta, men om følelser. Det, der tæller, er landet, som mødrene synger om for deres børn. Derfor nævner jeg aldrig fakta, men fortæller historier.”

Han fortæller blandt andet om møder med Yassir Arafat, som engang sagde til ham: ”Haram er vigtig for os, fordi vi ikke har olie. Det eneste, vi råder over i forhold til jøderne, er Haram al-Scharif.”

Slagordene sejrer

Episoden med Abbas, der bebrejdede Israel den formodede henrettelse af et barn, viser, hvor lidt opmærksomhed fakta har. I en tale i fjernsynet sagde Abbas midt i oktober: ”Israelerne henretter koldblodigt vores børn, sådan som de gjorde det med drengen Ahmad Manasra.”
Faktum er, at den nævnte dreng sammen med sin fætter havde angrebet to 13 og 21 år gamle jøder med en kniv. Derfor blev fætteren skudt af sikkerhedsstyrkerne og Ahmad under flugten påkørt og såret af en bil.

Men fakta interesserer kun lidt, når slagordene først er i omløb. Således var de handlende i den gamle bydel i Jerusalem allerede få dage efter det forsøgte attentat overbeviste om, at: ”Soldaterne dræber vores børn. I har selv set, hvordan det gik med den trettenårige Ahmad.”
At han stadig levede og for længst var blevet behandlet af israelerne på Hadassah hospitalet i Jerusalem, var uden interesse. Heller ikke Abbas udtalte sig offentligt om sagen, da drengen nogle dage senere kunne udskrives. I stedet sagde han i Holland i slutningen af oktober – som en reaktion på de seneste udtalelser fra hans regering: ”Vi palæstinensere er ikke perfekte, men disse ting skal ses under ét.”

Kamp om barnehjerter

Hetz og bagtalelse kommer dog ikke blot oppefra, men også fra folket. Således bliver de stenkastende børn og unge, som ofte kommer af dage ved mødet med de israelske sikkerhedsstyrker, posthumt udråbt til helte. Dyrkelsen af de døde kommer for eksempel til udtryk i festlige begravelsesceremonier og hyldest af de pågældendes familier.

Palæstinenserne sikrer desuden, at børn på et tidligt tidspunkt tager denne form for heroisme til sig. I begyndelsen af december beslaglagde toldmyndighederne på havnen i Haifa 4000 dukker, som forestillede stenkastende børn. Hovedet var omhyllet af et palæstinensisk tørklæde. På bannere stod der i palæstinensiske farver ”Jerusalem, vi kommer!”
Leveringen stammede fra De Forenede Arabiske Emirater. Den var tiltænkt det palæstinensiske selvstyre.

Et andet middel er navngivning. I solidaritet med palæstinensiske knivstikkere, som havde angrebet israelere, kaldte en palæstinensisk civilist fra Rafah i den sydige del af Gaza-striben sin nyfødte søn Sakin al-Kuds, Jerusalems kniv. På de sociale medier blev navnet rost i høje vendinger, faren betegnet som en helt, og fra selvstyret og fra Fatah var der varme tilkendegivelser på de offentlige kanaler.

Ligeledes får offentlige pladser og gader navne efter ”martyrheltene”. Byen Surda opkaldte en gade efter Muhannad Halabi. Den nittenårige havde i begyndelsen af oktober myrdet to jøder i den gamle bydel i Jerusalem og yderligere såret to; sikkerhedsstyrkerne skød ham. Borgmesteren sagde ved omdøbningen: ”Det skylder vi ham; det er det mindste, vi kan gøre for ham.”

Facebook erstatter nyheder

Karikaturer er ligeledes med til at opmuntre til hetz og bruges som erstatning for nyheder. De dukker især op på de sociale medier, men også i den officielle presse, og viser ofte jøder, som har ondt i sigte. Således siger en israelsk soldat med hævet gevær og et skadefro grin om munden til en gravid, palæstinensisk kvinde: ”Vi har dræbt de bedste af jeres unge.”

På et andet billede ses en soldat, der netop har skudt flere palæstinensere. De ligger midt på gulvet i en blodpøl, og soldaten er i færd med at placere en kniv ved siden af hvert lig. Hen over tegningen er skrevet: ”Skyd, læg en kniv ved siden af og fotografér det.”
Ved siden af udsagn fra officielle regeringsmedier har de sociale netværk for længst erstattet den seriøse nyhedsdækning for store dele af befolkningens vedkommende. Omfanget af den udbredte hetz sammenfattes bedst i udsagnet fra en boghandler i Jordan: ”Jeg behøver vel ikke fortælle dig, hvilke uretfærdigheder den israelske hær begår mod uskyldige palæstinensere. Du ved jo selv, hvad der står på Facebook; jøderne dræber uskyldige palæstinensere.”

Professoren i statskundskab, Amirav, er overbevist om, at man ikke kan få bugt med hetzen. Heller ikke den nyligt indgåede aftale mellem Israel og Jordan om brug af videokameraer på Tempelbjerget vil føre til en løsning. ”Det hele kører i ring, og hvert andet år brydes ringen af nye optøjer. Det har hverken noget med Netanyahu eller Abbas at gøre, men om forholdet mellem jøder og muslimer.”

Den eneste mulighed for at gøre en ende på den onde cirkel synes at være, at den palæstinensiske tankegang ændres. Men at det skulle ske virker ikke sandsynligt – tværtimod.

Leverancer som hjertedukkerne fra Haifa ”ville forgifte små og uskyldige børns sind,” sagde Israels stedfortrædende udenrigsminister, Likud-politikeren Zippi Hotovely, og fortsatte: ”Nationer verden over må forstå, at vi ikke kan føre en dialog med vores naboer, så længe det palæstinensiske uddannelsessystem ikke ændres.” For at det kan ske, må kernen i den palæstinensiske ledelse ændres.

Terrorangreb mellem 13. september 2015 og 20. januar 2016:
30 dødsofre
170 angreb
160 palæstinensere blev dræbt efter angreb på jøder, forsøg herpå eller kvæstelser efter sammenstød med sikkerhedsstyrkerne.
290 jøder fik for en dels vedkommende svære kvæstelser.
Kilde: Den israelske hær; Roter Davidsstern, Nachrichtenagentur ”Ma’an”.

(Artiklen stammer fra det tyske magasin Israelnetz i begyndelsen af 2016.)