Hvem hjalp ’fuglene’ over sundet?

Fuglene over sundet er den tredje i rækken af nye danske film, som handler om Anden Verdenskrig herhjemme. Filmen skildrer en ung dansk-jødisk families flugt mod Sverige og rejser det eviggyldige spørgsmål, hvordan behandler vi mennesker i nød?

’Fuglene over sundet’ foregår i 1943. En jødisk jazzmusiker (Arne) bor i København med sin kone (Miriam) og deres 6-årige søn (Jacob). Stemningen er munter og hyggelig, men afbrydes af rygterne om, at tyskerne begynder at deportere jøder.

I første omgang afviser Arne rygterne, for den slags sker ikke i Danmark, som han siger, alligevel må familien flygte fra deres hjem, da tyskerne midt om natten pludselig står ved døren.

Familien orienterer sig mod Sverige, og vejen går over Gilleleje, hvor lokale fiskere sejler flygtninge over sundet. Men Gestapo arbejder sammen med danske kollaboratører, og pludselig afhænger familiens overlevelse af deres danske medborgeres barmhjertighed og hjælp.
Det bliver i bogstavelig forstand en kamp på liv og død.

Fokus på Anden Verdenskrig i Danmark

’Fuglene over sundet’ følger i kølvandet på 9. april og Under sandet, som er de seneste danske film, der omhandler Anden Verdenskrig herhjemme.

Og det er tydeligt, at historien skal fortælles i flere nuancer end de meget glorificerende, som man kan finde bevidnet på Yad Vashem, Holocaust-museet i Jerusalem.

Nicolas Bro leverer en pragtpræstation og er yderst troværdig i sit skuespil. Han spiller den lettere fordrukne og moralsk flossede skipper, som fuldstændig uberørt kan vende ryggen til en familie, som ikke har nok kontanter til turen. Hans store, kantede krop, og tomme ansigtsudtryk virker akkurat så grotesk, at situationen skriger til himlen. Hans selviskhed står i skærende kontrast til andre, som vitterligt satte livet på spil uden at forvente noget til gengæld. På den måde nærmer vi os et mere troværdigt billede af nogle meget afgørende måneder i den dansk-jødiske historiebog.

David Dencik og Danica Curcic har de to hovedroller som forældre på flugt. Selve den fysiske følelse af at være på flugt er ramt ret godt. Man mærker helt ude i biografsalen det fysiske ubehag, som personerne på lærredet portrætterer, når de vandrer rundt i skovene om natten, forslåede, kolde og afskåret fra familie, venner og andre, som kan hjælpe. På flugt fra en overmagt, som betragter dem som mindre værd end et dyr og ikke tøver med at likvidere en far midt på gaden, og ikke ynkes over et barn med lungebetændelse, som sidder ude i kulden og langsomt dør.

”Det er lærerigt og instruktivt. Ingen kan være i tvivl om de gode hensigter, og da oktobernatten først strammer til, bliver det også en spændende film. Men karaktererne er typer, og det moralske register er meget firkantet.” (Bo Green Jensen – anmeldelse i Weekendavisen)

Hvordan behandler vi mennesker i nød?

Filmen stiller på den måde et både aktuelt og eviggyldigt spørgsmål, ikke mindst til den, som bekender sig som kristen, hvordan behandler vi de mennesker, som andre ikke regner for noget? Mennesker på flugt og mennesker i nød. Der er undskyldninger nok for den, som ikke ønsker at udsætte sig selv for fare, besværligheder og risikoen for selv at blive ramt af disse menneskers ulykke.

Men set i historiens klare lys vender sådanne undskyldninger som en boomerang tilbage og anklager den passive for, i sin passivitet, at være delagtig i ondskab og blottet for moral og kristent sindelag.

Fuglene over sundet
95 min. • Premiere: 27. oktober