Jeg fortryder min egoisme overfor familien

Min bror er meget syg og vil gerne se mig nu.
Min bror er meget syg og vil gerne se mig nu.

Kære Orla Lindskov.
Jeg har for få dage siden fået at vide, at min ældre bror er alvorligt syg og måske kun har kort tid tilbage.
Han har faktisk været syg længe og har været indlagt længere tid mange gange. Men det ser ikke ud til, at det har haft den store effekt. Det fortæller min svigerinde mig nu.

Grunden til at jeg først nu får at vide, at min storebror er alvorligt syg, er den, at vi igennem snart flere år har haft et anstrengt og belastet forhold uden kontakt.

Min bror har altid været en meget venlig mand og en god kristen. Det ved jeg så ikke rigtigt, om jeg har været. Jeg har da altid været troende.
Vi kommer fra et kristent hjem. Men skal jeg være helt ærlig, så indser jeg nu, at jeg nok har brugt det kristne og bønnen til at kæle for min egen egoisme.

Jeg har nok mest haft det sådan, at når jeg ikke kunne nå mine mål selv, så bad jeg Gud om hjælp. Min hustru har aldrig brudt sig om min måde at være kristen på. Hun siger, at jeg lider af egoisme og egenkærlighed.
Det dårlige forhold til min ældre bror opstod som følge af en strid, som involverede mine forældre. Det handlede om penge.

Min bror var i økonomisk knibe, og jeg modsatte mig, at mine forældre skulle give ham penge. Hans firma var ude i store problemer. Jeg mente dengang, at han var en voksen mand, og som sådan skulle han klare sine økonomiske problemer selv. Min hustru sagde, at jeg var smålig.

Sagen blev på grund af mig meget ydmygende for min ældre bror. Men han tog det pænt, og han klarede sin økonomiske situation på anden måde. Siden da har der været tavshed mellem mig og min bror.

Nu fortryder jeg min opførsel. Jeg var dengang nok bange for, at nogle af mine forældres penge skulle gå fra mig. Det var nok ren egoisme fra min side.

Nu har min brors hustru så ringet til mig og fortalt mig om, hvor alvorligt syg han er.

Hun siger også, at han taler meget om mig, og ind imellem får han tårer i øjnene.
Som hun sagde, vil min bror vist nok gerne, at vi mødes.

Det har jeg været meget tøvende overfor. Jeg er nok bange for en form for straf eller bebrejdelser for dengang.

Ind imellem vågner jeg om natten og føler mig medskyldig i min brors sygdom. Jeg har det virkeligt dårligt. Hvad skal jeg gøre?
Mærkeligt nok er min egen økonomi heller ikke for god for tiden.

Hvis du tager mit brev med i din Brevkasse, vil jeg gerne være anonym.
Venlig hilsen
En lillebror

SVAR:

Du skal bede din bror om tilgivelse for, at du dengang var smålig og egoistisk overfor ham.
Du skal bede din bror om tilgivelse for, at du dengang var smålig og egoistisk overfor ham.

Du må kontakte din bror og bede ham om tilgivelse

Til en lillebror
Jeg forstår godt, at du har det dårligt og fortryder din opførsel fra dengang. Sådan bør det også være.
Når du nu så spørger om, hvad du skal gøre i situationen lige nu, så synes jeg, at svaret er oplagt:
Du skal hurtigst muligt tage kontakt til din bror og besøge ham. Du ved jo heller ikke, hvor længe du har muligheden.
Du indser jo nu, at din opførsel dengang var forkert. Derfor skal du bede om tilgivelse for, at du dengang var smålig og egoistisk overfor ham.
Det er heller ikke godt, synes jeg, at du ikke vil se din bror i øjnene og bede ham om tilgivelse af frygt for bebrejdelser og en eller anden form for straf fra hans side.
Nu er tiden kommet, hvor du skal ydmyge dig. Det vil lette dig for et stort pres, som nok kan kaldes din samvittigheds pres.
Jeg er sikker på, at det også vil løfte en tung sten ud af din brors hjerte. Hans situation er jo tung nok i forvejen på grund af hans alvorlige sygdom.
Jeg kommer her til at tænke på Jakobs bøn i det gamle Testamente.
Hele sit liv havde Jakob blandet sit forhold til Gud sammen med egoisme og egenkærlighed. Men den nat, da Esau nærmer sig og truer med at knuse alt for ham, da kæmper han sig i bøn frem til helt at frigøre sig for egoisme og smålighed.
Han havde været den kalkulerende og beregnende type, der mest tænkte på, hvad der var bedst for ham selv. Men den nat var han kommet til kort. Han kunne ikke selv finde nogen udvej af den umulige situation, han var havnet i.
Han lægger derfor alt i Guds hånd. Nu vil Jakob fuldt og helt lade Guds vilje ske med sig. Det er det, vi kan kalde den totale overgivelse af livet til Gud.
Derved når Jakob ind gennem det, som Bibelen kalder ”den snævre port”. Og herved får han adgang til Guds fulde velsignelse.
Læs også Matthæus-evangeliets kapitel 7, versene 7-14. Her vil du opdage, hvordan løftet: – ”Bed og I skal få” er knyttet sammen med ordene om at gå ind ad ”den snævre port.”
At du kontakter din bror, får talt ud med ham og får bedt om tilgivelse, det bliver i din nuværende situation din vandring gennem den snævre port, og det vil bringe lettelse og velsignelse til jer alle.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

OPLEVELSER:

Kære Orla Lindskov
Mange tak for de gange du har bedt for min dårlige ryg. Det har givet mig mange smertefri dage.
Kærlig hilsen og Guds velsignelse til dig.
S.

Kære Orla Lindskov!
Tak for forbønnen i Karlslunde Strandkirke i september.
Du bad for gigt i mine hænder. Det forsvandt på nær i min ringfinger.
De bedste hilsener fra
S.

Kære Orla Lindskov
Først en stor tak til dig.
Jeg har skrevet tidligere til dig vedrørende min mand og fået en salvedug tilsendt til ham. Der gik kun to dage efter modtagelsen, så var der virkeligt sket noget med ham. Han siger selv, at han tror, at han har haft en depression. Det er heldigvis ovre nu. Tak for salvedugen og tak til Jesus for bønnens kraft.
Med venlig hilsen
B.

Kære Orla Lindskov
Hvis ikke der sker noget med det samme ved forbøn, kan man vel blive ved med at bede i den tro, at der alligevel sker noget i den rigtige retning, måske langsommere end min tålmodighed
bryder sig om.
Hilsen fra K.

SVAR:
Ja, det synes jer er det rigtige
at gøre.
Mvh.
Orla Lindskov