’Biskop uden tøj på har sat sig uden for bekendelsen’

Selv om han er formand for et missionsselskab, er biskoppen ikke troende i kristelig forstand, mener Henrik Højlund.
Selv om han er formand for et missionsselskab, er biskoppen ikke troende i kristelig forstand, mener Henrik Højlund.

Biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, har udtalt, at kristne ikke har patent på vejen til Gud.

En aktuel debat om, hvorvidt Gud og Allah er den samme, har fået Roskildes biskop til at uddybe, at han kun tror, der findes én Gud – men at der er forskellige historier om ham.

I et debatinterview i Kristeligt Dagblad den 1. dec. præciserer Peter Fischer-Møller sit standpunkt og understreger, at Kristus er vejen for ham. Til gengæld mener han, at Gud sagtens kan åbenbare sig for andre mennesker på andre måder.

Hvis man går ind for dialog- og dermed er åben for at lytte til andre mennesker, vil det tit blive forvekslet med relativisme, fastslår biskoppen. Han understreger, at andre kun vil lytte til en, hvis man selv er villig til at lytte til dem.

Biskop uden tøj på

Roskildebiskoppens udtalelser har fået sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, Henrik Højlund, til tasterne i debatindlægget ”Biskop uden tøj på. Peter Fischer-Møller har sat sig uden for den kristne bekendelse” i KD den 6. december.

Sognepræsten mener, at biskoppen udtrykker sig uklart i starten af interviewet, indtil han endelig siger det ligeud: ”Vi har som kristne ikke patent på vejen til Gud.”
Højlund forestiller sig ironisk, hvordan apostlene har været på vej ud i al verden for at gøre alle folkeslag til Jesu disciple, fordi al magt var givet til ham. Men undervejs kom de i tanke om, at Jesus måske alligevel ikke lå inde med hele sandheden om Gud:
”Han var den enbårne, som selv er Gud, og var blevet Guds tolk og alt det der. Men alligevel. Han kunne vel ikke have patent på hele sandheden om Gud. Bedre lytte til de andres gudsfortællinger for at blive klogere på Gud. Måske kunne man med tiden i religiøs samdrægtighed finde en vej til Gud.”

Biskoppen er givetvis troende i den forstand, at han tror på det, han selv siger. Men han er det ikke i kristelig forstand, påpeger Henrik Højlund og slutter sit indlæg: ”Men han er biskop. Og formand for et missionsselskab. Forstå det, hvem der kan.”