Frygter kirken mere end den tror?

Af Iben Thranholm Cand. teol. og journalist. Samfundsdebattør.
Iben Thranholm, Cand. teol., journalist og samfundsdebattør

Efter biskop Peter Fischer-Møller til en sogneaften i Raklev sagde, at til trods for at der kun findes én Gud, så findes der forskellige måder at fortælle historier om denne Gud, har en debat rejst sig den sidste uge.

Til forskel fra andre præster, der har haft problemer med bekendelsen, som Thorkil Grosbøll, der ikke tror på en almægtig Gud, og Per Ramsdal, der ikke tror på opstandelsen, så er Fischer-Møllers problem ikke, at han ikke tror på Gud, men at han ikke vil sige klart, at den treenige Gud er den eneste sande.

Fischer-Møller benægter altså hverken eksistensen af eller troen på den ene Gud, men han holder døren åben for, at der er andre måder at fortælle om Gud og at nærme sig ham på.
Ja, Guds veje er ganske uransaglige, og han bruger mange veje til at nå os. Man kan også godt lade sig inspirere af andres tro, fx synes jeg selv, at muslimers kald til bøn fem gange om dagen er en god praksis. Det samme gør man i klostre, når der kaldes til tidebøn, som der findes otte af i døgnet.

Men selvom vi kan finde lighedspunkter i praksis og historier, bliver spørgsmålet tilbage, om vi tror på den samme Gud? Og hvem Gud er?

Med hensyn til islam og kristendommen kan spørgsmålet besvares meget let: Hvis Muhammed er sidste Guds profet, er Jesus Kristus ikke Guds søn. Hvis Jesus Kristus er Guds søn, er Muhammed en falsk profet. Så enkelt er det. En af de to trosretninger tager fejl. Det er to helt forskellige historier.
Sværere behøver det ikke at være. Det giver ikke mening at påstå, at begge ovennævnte trosudsagn er lige sande.

Når Peter Fischer-Møller manipulerer med sandheden og ordene, er det for at undgå at skulle tage direkte stilling. Står man fast på absolutter i dag, er man ikke bare til grin, men man bliver også sat udenfor det gode politiske selskab. Derfor bygger biskoppens vægelsindede udsagn i virkeligheden på frygt. En frygt, der efterhånden har grebet kirken på mange niveauer. Frygten for at blive socialt marginaliseret og stemplet som fundamentalist og radikal. Frygten for martyriet. Derfor retter selv biskopper ind efter den politisk korrekte tone.