Et himmelsk juleshow

Laura Kjærgaard medvirker ved  Det Himmelske Juleshow.
Laura Kjærgaard medvirker ved
Det Himmelske Juleshow.

Kirker i Aarhus arrangerer sammen et stort anlagt juleshow til fordel for de mest trængende.

En perlerække af dygtige solister står på scenen, når kirker i Aarhus i december sammen arrangerer en stort anlagt velgørenhedsevent, ”Det Himmelske Juleshow” i Citykirken i byen.

Kirkesalen hos Citykirken vil den aften, lørdag den 17. december kl. 19.30, være fyldt med julehjerter, glimmer, musik, sang og glæde. Der er plads til 500 publikummer.

Entréprisen er 150 kr., og hele overskuddet går ubeskåret til den julehjælp, som Frelsens Hær og Kirkens Korshær uddeler til økonomisk trængte familier i byen.

Sidste år kunne Kirkens Korshær og Frelsens Hær slet ikke følge med behovet for julehjælp, hvilket har fået rækken af kirker og organisationer til at gå sammen for at støtte op om hjælpearbejdet.

De medvirkende solister er bl.a. Laura Kjærgaard, Bebiane Bøje, Andreas Hejslet, Claes Wegener, Daniel Kastrup, Maj-Britt Dørken, Maj-Lis Henriksen og Sidsel Klitlund. Kapelmester er Peter Sørensen.

Det Himmelske Juleshow arrangeres i fællesskab af Aarhus Bykirke, Aarhus Valgmenighed, Citykirken, Frelsens Hær, Indre Mission, Kirkens Korshær, Metodistkirken, Saralystkirken og Aarhus Gospel Singers.