Hvornår har jeg brug for Gud?
volontør i Impact
At blive volontør var for mig et aktivt valg. Det var ikke, fordi jeg elskede børn, og det var ikke, fordi jeg havde en brændende passion for at komme ud og være volontør. Alligevel valgte jeg at gribe muligheden, da den en dag bankede på døren.
Det var ikke, fordi jeg glædede mig til at skulle afsted. Motivet var også noget vaklende forinden, og om ikke andet så var hele volontørarbejdet et led i mit selvrealiseringsprojekt. Men jeg blev hurtigt klogere!
Jeg drog afsted mod Filippinerne med få forventninger, men alligevel glædede jeg mig lidt. Den første tid var hård. Jeg syntes ikke, at min hverdag lignede enhver anden volontørs Facebook eller Instagramside – passionen, de brede smil og de varme farver – alt dette følte jeg ikke!
Jeg var konstant opmærksom på, at det var vigtigt at have Gud med i arbejdet på børnehjemmet. Jeg bad tit om, at han skulle redde mig fra alle mine udfordringer. Men snart blev jeg klar over, at Gud havde gang i noget meget større for mig. For første gang oplevede jeg, at hvis jeg ikke overgav mig fuldt ud til ham, ville intet lykkes. Han mindede mig om, at det ikke kun var nogle gange, jeg havde brug for ham, men faktisk ALTID. Derfor blev ordene fra Jer. 29;11: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” også utrolig stærke for mig.
Jeg oplever stadig at stå i situationer, hvor jeg tænker; ”hvad er meningen?” Men jeg oplever også, at når jeg overlader mig selv til Guds planer, får jeg et overskud til at holde af de børn, jeg hver dag omgives af. Her er idéen om et selvrealiseringsprojekt forlængst kastet bort.
Jeg glemte ofte Gud i min hverdag i Danmark, hvor alt var struktureret og planlagt, og jeg havde tit min egen idé om, hvad der ville være bedst for mig. Her i Filippinerne oplever jeg, at jeg ikke kan leve en dag uden Gud. Når jeg stoler fuldt på ham, tror jeg på, han vil bane den vej for mig, han ønsker jeg skal gå. Så når du spørger, hvornår du har brug for Gud, må jeg ydmygt svare: ”Altid!”
