Psykologisk kandidat bliver søndagsskolekonsulent
Uddannelsen giver den nye konsulent et naturligt fokus på pædagogikken.
Den 44-årige Britta Bank Møller, der er kandidat i pædagogisk psykologi, bliver ny DFS-konsulent fra 1. februar 2017.
– Vi får en dygtig og kompetent medarbejder, udtaler landsleder for Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Steen Møller Laursen, om ansættelsen af Britta Bank Møller fra Kolding.
Børns udvikling og læring
Britta Møller vil fra 1. februar begynde at køre ud til klubber, kirker og lejre i kredsene Fredericia, Kolding, Vejle og på Fyn. Området har været underbemandet i en længere periode, så det vækker glæde hos de lokale frivillige.
– Jeg har særlig fokus på børns udvikling og læring og den pædagogiske indsats over for børn, der på forskellige måder er udfordret, siger Britta. Derfor er det afgørende for mig, at både professionelle, ledere i kirke og klubber samt forældre får konkret støtte og rådgivning.
Praktisk erfaring
Britta Bank Møller har mange års erfaring som pædagog i forskellige institutioner og SFO’er og har i en femårig periode været børne- og ungemedarbejder ved Kristkirkens Sogn i Kolding. Hun har netop taget en overbygning i pædagogisk psykologi.
Britta har været leder for både legestue, børneklub og juniorklub samt på lejre og børnekonfirmandforløb. Hun er p.t. frivilligkoordinator i hjembyen Kolding.
Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler har over 300 klubber over hele landet, og Britta får ansvaret for dem i trekantsområdet og på Fyn. Hendes arbejdsopgaver bliver bl.a. udvikling og sparring med de frivillige ledere.
Gode oplevelser – og tro
– Jeg glæder mig især til at se børn, der er udfordret på forskellige måder, vokse op i trygge og sunde rammer, siger Britta Møller. Hun forventer at se børn komme ind i en positiv udvikling gennem DFS’ pædagogiske og læringsmæssige indsats.
– Det er enormt vigtigt, at der er voksne, der vil forsøge at svare på deres spørgsmål og fortælle dem mere om Gud. Jeg brænder for at være med til at åbne børns øjne og hjerter for, at de er Guds unikke og højt elskede børn, og give dem nogle sjove og gode oplevelser sammen med andre børn i et kristent fællesskab. Det har jeg selv oplevet på børnelejre som barn, hvilket fik den betydning, at jeg kom til personlig tro, siger den nye konsulent.
Britta ser frem til at komme ud og møde lederne i deres hverdag, bruge sine erfaringer og give de frivillige ny energi og begejstring for det store arbejde, de gør.
– Jeg håber at blive set som en god kollega, fordi jeg engagerer mig i de opgaver, jeg går ind i. Det er vigtigt at give sig tid til at lytte og forstå andres perspektiver, tilføjer hun.
Britta bor i Kolding sammen med sin mand Jacob og deres datter på otte år. Familien er aktiv i Indre Mission og Kristkirken i Kolding.