Tv-kanal sender trøst til de terrorramte kristne i Egypten

Tv-kanalen SAT-7 startede ekstraudsendelser for sine 5,5 millioner seere i Egypten straks efter terrorangrebet. Foto: Norea Mediemisjon.

Den kristne TV-kanal SAT-7 har siden angrebet på den koptiske kirke sendt programmer for at støtte og trøste terror-ofrene.

– Folk er i dyb sorg. De føler både usikkerhed og sorg. Der er også megen vrede blandt dem, som er direkte berørt. De forstår ikke, hvorfor de ikke bliver bedre beskyttet, og de oplever, at deres liv er mindre værd, siger direktør George Makeen fra SAT-7 Arabic.

Kristne betaler prisen

Søndag den 11. december blev 27 mennesker dræbt af en bombe i den koptiske St. Mark-katedral midt i Kairo. Terrorangrebet mod denne kirke er blot det seneste i en lang række angreb på kristne i Egypten.
George Makeen fra SAT-7 Arabic mener, at kristne egyptere med god grund føler sig mere truet end andre, selv om den koptiske pave Tawadros har udtalt, at hele det egyptiske samfund er truet af ekstremisterne.
– De kristne er et lettere mål end andre, og på den måde er det de kristne, som betaler prisen for konflikten mellem regeringen og ekstremisterne, siger Makeen.

5,5 millioner seere

SAT-7 har 5,5 millioner seere i Egypten, og kanalen startede sine ekstraudsendelser blot en time efter, at tragedien var et faktum.
Kanalen sendte også direkte fra begravelsesceremonien om mandagen. Der har også været flere specialprogrammer til trøst og opmuntring for de egyptiske kristne, med blandt andre Egyptens mest kendte prædikant, Dr. Maher Samuel.
Egyptens koptiske kristne udgør omtrent 10 procent af befolkningen på omkring 90 millioner. George Makeen mener, at hoved-udfordringen i Egypten er uddannelsessystemet, som i stigende grad skaber fraktioner frem for at bygge bro mellem de forskellige religiøse grupper i landet.

Bodil/KPK