Hvorfor fulgte de vise mænd stjernen?

Man mener, at der var tre vise mænd, fordi der nævnes tre gaver.

Dr. Roger Barrier fra Arizona besvarer spørgsmålet på hjemmesiden ”Preachit,Teachit”.

De vise mænd troede – som man gjorde det i oldtiden – at stjernen ville vise dem til en konge, fordi himmellegemerne ofte viste tegn på store begivenheder.

Man vidste, at nogle begivenheder ville være glædelige, andre frygtelige. Når man så særlige bevægelser på himlen, forventede man noget stort som fx fødslen af en ny konge eller en anden vigtig person.
De vise mænd, vi læser om i Bibelen, fik øje på noget særligt på himlen. Det at stjernen viste sig og bevægede sig som den gjorde, tyder mere på et mirakel end på et naturligt fænomen.

Forbudt for jøder

I 5 Mosebog 18:9-13 får jøderne et forbud mod at tage varsler. Men de vise tilbad ikke stjernen – og de var ikke jøder. De kom derimod fra ”østen”, sandsynligvis Persien eller Babylon.
Der er mange legender omkring de vise. Man omtaler dem ofte som konger, men det er der ikke belæg for. De var sandsynligvis en konges personlige rådgivere med ansvar for ting som at læse stjernerne.
I oldkirken mente man, at der var hele 12 vise mænd. Nu om dage mener vi, at der var tre, sikkert fordi der nævnes tre typer af gaver.
Den kirkelige tradition har også udstyret de vise med navne:
Melchior, der var gammel, bragte guld. Den unge Caspar kom med røgelse og den mørklødede Balthasar bragte myrra.
De vise mænd ankom ikke til stalden i Bethlehem julenat, men først flere måneder eller helt op til to år senere. Da boede Josef, Maria og Jesus i et hus.
De dyre gaver blev sandsynligvis brugt til at finansiere rejsen til Egypten, da den lille familie måtte flygte fra Herodes’ soldater, der skulle dræbe alle drenge under to år.

Hvad kan vi lære af dem?

Disse mænd var vise, fordi de søgte Kristus – uanset omkostningerne.
De var også vise, fordi de ikke ville tilbede med tomme hænder.
De gav ikke hinanden gaver, men de gav Kristus det bedste, de havde. Når vi finder Jesus Kristus, vil vi også helt naturligt give ham det bedste, vi har, understreger seniorpræsten fra Arizona.