Fem års fængsel for at dele kristne videoer

Dr. Augustin Samaan blev af de egyptiske myndigheder idømt fem års fængsel for at have udvist ”foragt for islam” gennem sine videoer på sociale medier. Foto: ADF International

Dr. Augustinos Samaan, en koptisk kristen YouTuber i Egypten, blev i januar idømt fem års fængsel med tvangsarbejde efter at have lagt videoer op, der forklarede og forsvarede den kristne tro i sammenligning med islam.

Den kristne forsker og apologet, som har over 100.000 følgere, blev dømt i henhold til Egyptens blasfemilove med anklager om ”misbrug af sociale medier” samt ”foragt for religion”. Augustinos Samaans sag støttes af den kristne advokatgruppe ADF International, som argumenterer for, at sagen repræsenterer et alvorligt brud på religionsfriheden. Kelsey Zorzi, der er direktør for ADF International, udtalte:

”At retsforfølge Augustinos’ fredelige udtryk er en klar krænkelse af religionsfriheden. Deling af indhold om ens tro online bør aldrig føre til strafferetslig afstraffelse. Alle har den grundlæggende ret til fredeligt at udtrykke deres tro. Vi håber, at Egypten vil omstøde denne grove domfældelse og løslade Augustinos.”

Udbredt diskrimination af kristne

Samaan blev første gang arresteret i oktober 2025 på grund af videoer, der blev beskrevet som overvejende akademiske, og som ofte behandlede spørgsmål om kristendom og islam. ADF sagde, at hans sag er en del af en bredere tendens, hvor snesevis af kristne angiveligt er blevet arresteret i de seneste måneder for online religiøs udfoldelse. Gruppen siger, at de kristne, som udgør 10-15% af Egyptens befolkning, udsættes for diskrimination og forfølgelse, på trods af, at religionsfrihed er indskrevet i forfatningen.

Stigende brug af blasfemilovene bidrager til en øget nedkæmpelse af religiøse minoritetsgrupper, hævdes det. ADF har nu opfordret de egyptiske myndigheder til at omstøde dommen og håndhæve retten til tros- og ytringsfrihed.