Nye dyder eller gamle laster?

Hvad sker der, når man lader Bibelen tale direkte ind i en forfatters hverdag? Når en forfatter stiller sig til rådighed og inviterer den hellige tekst med ind i flyttekasser, natlige bekymringer kl. 02.30, edderkoppeangreb i kælderen og skænderier med kæresten?

Det er det ærlige, personlige eksperiment, Amalie Langballe forsøger i bogen Nye dyder – Samtaler med Bibelen, som for nylig er udkommet på Bibelselskabets Forlag. Amalie Langballe har valgt syv nye dyder: lediggang, blødhed, pligt, grimhed, enfoldighed, skam og ødselhed – som hun som ung afviste, men nu må forholde sig til midt i livet med forskellige overbelastninger som at sætte det nye hus, hun har købt sammen med sin kæreste, i stand og sorgen over, at hendes far har fået diagnosen demens.

Så hvad kan hun lære af Bibelen i denne livsfase? Allerede i forordet lægger Langballe kortene på bordet. Hun vil læse Bibelen, “som om den talte direkte til mig”. Det er en ærlig ambition. Men hun indrømmer også, at Bibelen “ikke altid har været nem at tale med”, og at den “nogle gange er forstokket, andre gange ubegribeligt næstekærlig”, skriver hun. Og så tager hun et råd op, hun engang fik fra en underviser på Journalisthøjskolen: “Tag, hvad du kan bruge, og smid resten væk.”

Det er en moderne, selektiv læsemåde, der hurtigt viser sin begrænsning. De klassiske teologiske dyder, tro, håb og kærlighed – som netop hører til Bibelens kernebudskab, er kendetegnet ved, at de er gaver, vi ikke selv kan frembringe, men kun modtage fra Gud. Så rådet har sin klare begrænsning i denne sammenhæng. Kærlighedens natur er at kræve hel overgivelse. Ikke en buffet, hvor man vælger det behagelige.

Bibelen som spejl

I kapitlet om blødhed beskriver Langballe sin mors sentimentale, grænseløse blødhed, som hun som teenager foragtede, og hvordan hun i tråd med samtiden udviklede et ønske om selv at blive hård og få et skjold om sig, så hun ikke kunne tage imod. Hun beskriver det med billedet af to haner – en varm og en kold. Den kolde lærte hende at elske figurer som den vrantne krimikommisær Carl Mørck i Afdeling Q-serien, og den varme hane lærte hende at gå til psykolog og tale om følelser.

På den baggrund læser hun så om Sauls dramatiske omvendelse på vejen til Damaskus: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Hun noterer sig, hvor radikalt Paulus lader sig overrumple og forandre fra fanatiker til missionær. Men spørgsmålet hænger i luften: Er der nogen i vores tid, der lader sig overrumple af Gud på samme måde? Langballe selv virker umiddelbart ikke til at gøre det. Hun beundrer blødheden på afstand, men forbliver i sin egen analyse. Bibelen bliver ikke et møde, der bryder hendes liv op – men mere en slags terapeutisk spejl.

Samme mønster gentager sig i kapitlet om pligt. Her tager hun udgangspunkt i lignelsen om det store gæstebud i Lukasevangeliet 14,15-24. En mand inviterer til fest, de første gæster undskylder sig med nye køer, marker og ægteskaber, og værten henter i stedet de fattige, lamme og blinde fra gader og stræder. Budskabet er krystalklart: Guds rige er en ufortjent invitation.
De oprindeligt inviterede misser festen, fordi de prioriterer deres eget. Langballe reflekterer fint over pligt i hverdagen – om man må aflyse en middagsaftale, hvis man har fået en ny ko, og om det er godt at gøre sin pligt som medborger og give almisser.
Men hun overser det mest radikale: at hun selv er inviteret til Guds fest. At lignelsen handler om Guds indbydelse, der kræver et klart svar. Hun bliver i sin egen boble og ender med en behagelig konklusion: Det er godt at gøre pligt og give. Det er god moral, men det er ikke evangeliet.

Samtale eller enetale?

Det samme sker i det sidste kapitel om ødselhed. Hun læser lignelsen om den fortabte søn (Lukasevangeliet kapitel 15). Faren slagter fedekalven og holder fest, selvom sønnen har ødslet hele formuen væk. Det er en stærk fortælling om tilgivelse og Guds generøsitet. Langballe tager læringen til sig: Man skal være ødsel med kærlighed og tid. Men hun reflekterer ikke over, om hun selv kunne være den fortabte søn, der har brug for Guds tilgivelse.

I stedet kobler hun historien til en vandretur til Helenekilde, hvor hun drikker af det helbredende vand – og til parterapi med kæresten. Sammenhængen forbliver uklar. Er det Bibelen, der gør hende mere givende? Eller er det bare endnu en god historie, hun tager med sig? På den ene side er det befriende at møde en nutidig stemme, der tør lukke Bibelen ind i de mest banale og smertefulde dele af hverdagen – fra støvsugning af husedderkopper til natlige bekymringer om faderens demens og skænderier med kæresten.

På den anden side forbliver mødet med teksten overfladisk, fordi det aldrig rigtig slipper grebet om det selvbiografiske jeg. Bibelen bliver et værktøj til selvindsigt snarere end en autoritet, der kalder til omvendelse og overgivelse. Og det er her, læsningen begynder at slå revner: Den lovende samtale ender ofte som en envejssamtale, hvor forfatteren selv beholder taleretten.

En del af en tendens

Amalie Langballe skriver som barn af tiden, hvor terapikulturen har gjort det meget svært for mange at fange Guds kærlige blik på dem i stedet for at være optaget af deres blik på sig selv. Det kommer også frem i kapitlet om grimhed, hvor hun læser den smukke Salme 139 (“Mine knogler var ikke skjult for dig”), som handler om, at Gud har kendt hver enkelt af os, før vi blev født, og hun får et glimt af Guds blik – men ender alligevel med at se mest på sig selv.

Bogen indskriver sig i en velkendt genre: den sekulære forfatters ærlige, forudsætningsløse samtale med Bibelen. Ligesom Kristian Leth, der i sin bog ’Verdens vigtigste bog’ og podcasten ’Bibelen Leth fortalt’ flirter intellektuelt med kristendommen uden at engagere sig åndeligt. Eller forfatter Jens Christian Grøndahl, der som ikke-troende har skrevet essays om tro og eksistens med en intellektuel distance, der efterlader definitionerne af tro mudrede og uklare.

Eller Hella Joof med Båven om Gud, der i en afslappet, let ironisk og ufarlig stil gør Gud til en hygge-gæst i det sekulære liv. Det er blevet nærmest en dyd at skrive om kristendom uden hverken dyb viden, erfaring eller personligt forhold til troen. Selvom vi alle er på vej, og den åndelige vandring har mange etaper, og de første skridt mod en stor tro kan være nok så små, så er rækken af bøger med tvivlende moderne mennesker, der snuser til Gud og Bibelen, men alligevel aldrig lader sig helt overbevise og aldrig rigtigt er indstillet på at overgive sig, meningsløs læsning – selvom der af og til kan være nogle gode takter og sande, oprigtige observationer.

Langballe beskriver ikke rigtigt nye dyder. Hun beskriver snarere moderne laster og ambivalenser, som hun så omskriver til noget mere acceptabelt.

Mødet mangler

Som en kristen læser hilser jeg bestemt velkomment, at en forfatter vil samtale med Bibelen. Der er fine refleksioner undervejs – for eksempel om hvile og helligdag i kapitlet om lediggang. Men det er en svaghed, at Langballe hele tiden vender tilbage til sig selv – også selvom ideen er, at hun læser Bibelen ind i sin hverdag. Hun er i centrum. Ikke Gud. Hvad der mangler, for at der kan ske et ægte møde mellem en moderne læser som Langballe og Bibelen, er et begreb, der er forsvundet i vores psykologiserede tidsalder: gudsfrygt – i den gode, bibelske betydning, hvor den beskrives som begyndelsen til al visdom (Sl 111,10) og ikke som det at være bange for Gud.

Men at erkende, at Gud er hellig, og at jeg må tage mine sko af og bøje mig ned, som Moses gjorde foran den brændende tornebusk. Først dér, på knæ, blev Moses klar over, hvem Gud er, og hvem han selv var. Det er dette møde, der gennemryster alt i mennesket, som man savner i mange moderne læsninger og samtaler med Bibelen, hvor alt er på læserens præmisser. Amalie Langballe har gjort et ærligt forsøg. Men hvis Bibelen skal tale, må vi lade den tale om Gud og ikke kun om os selv. Og hvis vi ønsker at vokse i tro, har vi brug for åndelige vejledere – mennesker, der har levet længe nok med Gud til at kunne lede os andre dybere ind i troens verden – og ikke kun at spejle os selv.