Hvad kan moderne mennesker bruge Kaj Munk til i dag?

Af Henriette Bjarne Hansen 27. jan. 2017/04

Kaj Munks Præstegård er oprindeligt en herregård, som kan spores helt tilbage til 1300-tallet. I 1626 bliver den til Vedersø Præstegård og i 2011 til Kaj Munks Præstegård. Her levede og digtede Kaj Munk fra 1924 og til han blev henrettet i 1944.

”Mennesker er kommet til tro på grund af Kaj Munks ord og liv.” Det fortæller Per Lunde Lauridsen, formidlingsinspektør på Kaj Munks museet i Vedersø.
Journalist og fotograf Henriette Bjarne Hansen har besøgt stedet, hvor en af Danmarks mest kendte martyrer boede. Han blev skudt på grund af sin modstand imod nazismen og jødeforfølgelsen. Læs her, hvad det moderne menneske kan lære af Kaj Munk.

I samme øjeblik man træder ind over dørtærskelen til Kaj Munks hjem i Vedersø, mærker man det historiske vingesus. Atmosfæren er stærk og levende, og efter at familien Munk har foræret museet de fleste af Kaj Munks personlige ejendele og møbler, er det en stor oplevelse at besøge stedet.
Realdania har bidraget med godt 6 mio. kr. til i – samarbejde med Fonden Vedersø Præstegård – at restaurere præstegården samt de tilstødende avlsbygninger.

Men hvorfor bruge så mange penge på at vedligeholde en mindestue?
– Vi skal ikke have en mindestue – det er ikke, hvad vi arbejder for – vi skal have et fortællested, hvor man kan drøfte demokrati, drama, tro, modstand og meget andet – med udgangspunkt i Kaj Munks værker og virke, fortæller Per Lunde Lauridsen, formidlingsinspektør på Kaj Munk-museet i Vedersø.

Hvad kan vi danskere bruge Kaj Munk til? Har han overhovedet noget vigtigt at give videre til det moderne menneske?
– Kaj Munk var en vigtig debattør og meningsdanner i en tid, hvor Danmarks demokrati og kirkeliv var under udvikling.
Kaj Munk var også et talerør fra ”udkantsdanmark” – og skrev med skuespillet ”Ordet” om almindelige menneskers livsvilkår.
Han var skarp – og hans direkte facon gør hans tanker og ord til et godt udgangspunkt for at drøfte de store spørgsmål i livet.

Hvad kan vi lære af Kaj Munk?
– Kæmp for alt,
hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Kaj Munk var et dybt troende menneske. Hvordan kom hans tro på Jesus til at påvirke hans liv og hans gerninger?
– Munk mente, at det vigtigste efter Kristus – var martyriet – at være villig til at gå hele vejen (med Kristus) – i forhold til sandheden.
Han var kompromisløs – hvilket ikke præger danskerne.
Kaj Munks tro på Kristus var 100 % fundamental for hele hans virke. Alt, han gjorde – om det var dramatik, prædiken, journalistik, digte eller andet – var for at pege på Kristus.

Er det noget, man har tænkt sig at understrege i den formidling, der er i præstegården i dag og hvordan?
– Ja vi arbejder med sandhed med stort S – med kompromisløshed og med martyriet som tema.

Er Kaj Munks tro på Jesus noget, mennesker anno 2017 kan bruge til noget?

Artiklen fortsætter efter annoncen:

– Kaj Munk sætter ord på mange moderne menneskers tanker om Kristus, om genopstandelsen og om troen.
Vi er bekendt med, at flere mennesker er kommet til tro via Munks ord og liv.

Den smukke park ved Kaj Munks Præstegård gemmer på sin egen historie. Beplantningen er begyndt i starten af 1800-tallet, og siden da har hver ny præst efterladt sit personlige præg. Kaj Munk har også sat sit præg på parken med den blå anemone, som han hentede fra sin hjemstavn på Lolland.

Et smukt langt stendige snor sig langs vejen op til Kaj Munks hjem: præstegården i Vedersø.

Stærekassen, som Kaj Munk kaldte sit arbejdsværelse, rummer blandt andet en høj lang skrivepult og et mindre H.C. Andersen-skrivebord. Værelset er en tidslomme med en atmosfære, der er ladet med energi og kraft. Det var her, Kaj Munk sad og skrev sine prædikener, digte og skuespil.

Pigen på billedet på væggen er Kaj Munks ældste datter Yrsa, som døde i 2008. Maleren er Poul Rytter – en anerkendt dansk maler, som boede i Husby ved Vesterhavet. Alle møblerne er fra Kaj Munks tid.

Spisekammeret med porcelænet på hængehylder.

Entreen dekoreret af Lise Munk antagelig engang i 1970’erne.Hele indgangspartiet fremstår i dag så harmonisk og tidstypisk, at vi har anbefalet at lade det stå som et monument over Lise Munks sans for dekoration og hendes trang til forandring. Lise Munk har på et tidspunkt fortalt præstegårdens lejer, Margith Højer Madsen, at hun gerne ville have været indretningsarkitekt. Man kan ikke lade være med at tænke på, at der i Lise Munks idelige tapetsering dels har ligget en stærk vilje til at leve videre og selv påvirke omgivelserne, og dels en afprøvning af evner som dekoratør.

Artiklen fortsætter efter annoncen: