”Den naturlige naivitet om at det hele nok skal gå, den har jeg mistet…”

– fortæller Lotte Blicher Mørk, præst på Rigshospitalet. Hendes eget liv er påvirket af hver dag at arbejde med lidelse, død og sorg.

(Læsetid: 6 minutter)

Mellem opgang fire og fem på Rigshospitalet – lige efter Espresso House – ligger kirken. Som modsvar til det hektiske liv ude på gangene er der herinde fred og ro.

Overalt i rummet sidder der spor fra de mange sørgende, som har søgt herind, efter at de har mistet en af deres kære. Fortvivlede over ikke at kunne gøre noget, bare affinde sig med at det er slut – de tavse skrig og tårer over tabet – man mærker det tydeligt.

Jeg bliver berørt og er lige ved at græde. Pludselig står en kvinde foran mig.

“Er du hende journalisten, jeg skal tale med?” spørger hun.

“Ja, det er mig,” svarer jeg og griber den hånd, hospitalspræst Lotte Blicher Mørk rækker ud til mig. Det store smil, som spreder sig over hendes ansigt minder mig om solen, der bryder gennem skyerne en gråvejrs dag. Hun virker mild og blid, men midt i alt det blide er der også en kraft og en styrke, som man skal have for at være præst på Rigshospitalet.

Takker Gud for mit liv

– Langt de fleste har en barnlig tro på, at alt det svære, vi mennesker slås med, er noget, der forsvinder, fortæller Lotte Blicher Mørk.

– Er du alvorligt syg, bliver du rask, er du lige blevet skilt, finder du en anden, har du mistet dit arbejde, får du snart et nyt.

Den naturlige naivitet om, at det hele nok skal gå, den har jeg mistet, efter at jeg har arbejdet på Rigshospitalet i femten år.

Alt for ofte har jeg her oplevet, at det svære ikke forsvinder, at alt ikke bliver godt igen – men det gør ikke noget, at jeg har mistet den naturlige naivitet, for det er også ofte den, der skal tabes, for at man kan være taknemmelig for sit liv. Hver dag takker jeg Gud for mit liv, for alle de ting, der går sin daglige gang, at jeg, så vidt jeg ved, er sund og rask, at jeg efter arbejde kan cykle hjem til min familie – det er Guds nåde.

Hvordan er det hver eneste dag at arbejde tæt på lidelse, død og sorg?

– Jeg har dage, hvor jeg føler mig syv fod under gulvbrædderne, hvor jeg ikke kan se et lys for enden af tunnelen, og hvor al den død og lidelse, der omgiver mig, påvirker mig så meget, at jeg synes, livet er meningløst, og jeg får lyst til at flygte fra det hele.

Hvor vil du flygte hen?

– Mit foretrukne sted, når jeg har det sådan, er hospitalets kirke. Jeg går ind, sætter mig ned og beder Gud om at tage ansvaret – og jeg beder om kraft og styrke til at fortsætte.

Får du altid det, du beder om?

– Nej det gør jeg ikke. Når jeg går ud af kirken, kan jeg opleve, at jeg har det nøjagtig lige så svært, som da jeg gik ind. Men Gud har lært mig at turde være i de svære følelser, håbløsheden og meningsløsheden og ofte også angsten.

Angsten! Hvad er du angst for?

– Fordi jeg elsker livet, er jeg angst for at dø. Når man som jeg hver dag arbejder med døden, bliver jeg også konfronteret med min egen dødelighed. Og når jeg tænker på, at de mennesker, jeg elsker, engang skal dø, og at jeg selv skal herfra, kan jeg blive fysisk dårlig og føle mig fuldstændig handlingslammet.

Jeg har ligesom så mange andre mennesker brug for at tale med en præst, og heldigvis har jeg nogle gode mennesker omkring mig, der står parat til at holde det håndklæde, som jeg har smidt i ringen.

De flygter ikke, når de ser min svaghed og magtesløshed, men støtter og hjælper mig og siger: “Ok Lotte, lige nu kan du hverken tro eller håbe, men ved du hvad, det er helt ok, for så tror og håber jeg for dig. Bliv du bare liggende indtil du igen kan rejse dig – jeg forlader dig ikke, men er lige her.”

Sorglinjen.

I februar måned 2019 åbnede man en ny sorglinje, hvor folk kan ringe ind og tale om deres sorg. Hvad syntes du om det initiativ?

– Det er et fantastisk godt tilbud og viser tydeligt, hvor stort folks behov er for at tale med nogen om deres sorg. Men når det er sagt, så ville det være bedre, hvis vi slet ikke havde behøvet denne linje, og at det var nære venner eller gode bekendte, vi kunne tale med om vores sorg, og ikke vildt fremmede mennesker.

Hvad vil du opfordre os til at gøre, når vi møder et menneske i sorg?

– Vær det menneske, der ikke løber væk og forlader den sorgramte, men tør blive på trods af vedkommendes angst og afmagt.

Byd ind med noget af dig selv: lyt, hold i hånd, hjælp med noget praktisk, eller bare vær til stede.
Der findes faktisk et meget berigende fællesskab i sorgen, for sorgen er et eksistentielt livsvilkår for os alle, den er en del af det at være menneske. I hvert fald hvis du har noget eller nogen af betydning.

Kristendommen giver mening

Hvad er for dig meningen med livet?

– Kristendommen giver mig en mening med livet. Uden den ville jeg falde om.
Hvorfor?

– Fordi kristendommens historie om Kristus er en større fortælling, jeg kan fortælle mig selv ind i, når min egen fortælling om mit liv er gået i stykker.

Det er en fortælling om Jesus, der kom til verden for at fortælle os, hvordan vi skal leve – han døde på et kors under svære lidelser, men han genopstod, og det er for mig det altafgørende, for det viser, at kærligheden er så stærk, at den rækker længere ud end døden. Og det er ikke bare tomme ord, for kærligheden stopper ikke, selv om det menneske, vi elsker, dør. Kærligheden fortsætter, hvilket bliver et billede på opstandelsen.

Et magisk møde

– Efter opstandelsen fik vi Helligånden, som er den Ånd, der kom til os mennesker, da Jesus døde, så vi ikke skulle være overladt til os selv. Den viser sig for os, når vi ikke kan mere selv, fortæller Lotte.

– Erfaringsmæssigt oplever jeg Helligånden gennem andre mennesker. Jeg kan have dage, hvor jeg ikke kan se en mening med livet, og så pludselig ude på hospitalsgangen, møder jeg et menneske, som fortæller mig et eller andet, der gør mig opmærksom på, at der altså er en mening her i livet, på trods af alt. Sådan et møde er for mig magisk – det giver mig mod til at tage pligten op og leve.

– For jeg har en pligt til at leve det liv, den nådegave, der nu engang er blevet givet mig.

Læs også