Bibelen gav håb til kvinderne i kz-lejren Ravensbruck

”Der er ikke noget mørke så dybt, at Guds kærlighed ikke er endnu dybere” skriver Corrie ten Boom. Læs her historien om to kristne kvinder, der oplevede, hvordan troen i sidste ende sejrer over ondskaben.

Jeg havde engang en kæreste, hvis far under 2. Verdenskrig var aktiv i den danske modstandsbevægelse. Lige som så mange andre der arbejdede imod tyskerne, blev han taget og sendt i kz lejr.

Krigen sluttede, og Danmark blev frit igen. Faderen kom hjem og kunne nu genoptage det liv, han havde haft før krigen. Men krig sætter sine spor, og her var et menneske, som havde haft nogle oplevelser, der var så grufulde, at hans sind og sjæl havde lidt overlast. Han var ikke i stand til at tale om det, han havde oplevet, og der var dage, hvor han ikke sagde et ord. Når der var gæster, trak han sig tidligt tilbage og gik i seng.

Hans traumer sled både på ham og hans familie: hustru, to piger og to drenge. Den ene af disse drenge var min kæreste.

Viden om 2. verdenskrig

Første gang jeg kom ind i min kærestes værelse, blev jeg overvældet af det, jeg så. På væggene hang der våben, på en hylde stod der gasmasker – og på et lille bord lå der armbind fra danske modstandsfolk. Bøgerne i bogreolen handlede alle om 2. Verdenskrig. Der var biografier om Hitler, Gøring og Himmler, og beskrivelser af Sonderkommandoernes arbejde i kz-lejrene. Hvor mange kz-lejre tyskerne havde bygget, hvor de lå, og hvad de skulle bruges til, vidste min kæreste alt om. Den store viden han havde om krigen, havde et eneste formål: Han ville forstå sin fars tavshed, der næsten var ubærlig for familien: ”Ved at læse om det der er sket, kan jeg måske hjælpe min far”, tænkte sønnen.

Ubeskrivelig ondskab

Min kæreste og jeg gik hver til sit. Men jeg var så påvirket af alt det, han havde fortalt mig om 2. Verdenskrig, at jeg nu følte, det var min pligt at øge mit kendskab til den periode i historien.

Udover alle de bøger jeg har læst og de mange film, jeg har set, har jeg på You Tube kigget på adskillige videoer, der beskriver, hvordan forholdene var i Hitlers koncentrationslejre. En video fra kz kvindelejren Ravensbruck, med underlægningsmusik af Clayton Bragg, er værre end noget andet, jeg har set.

Hårene rejste sig på hovedet af mig, da jeg sad og så ind i dette helvede, hvor tusindvis af kvinde-lig, der er ved at gå fra hinanden på grund af forrådnelse, bliver slæbt hen ad jorden og smidt i store massegrave.

Man spørger sig selv om, hvordan disse rædsler kunne ske, og som kristen spørger man: Hvor var Gud henne i alt det her? Men lige netop i kvindelejren Ravensbruck, en af Hitlers værste udryddelses-lejre, var Gud til stede.

Skjulte jøder i hulrum bag væggene

Gestapo var blevet underrettet om, at der i Haarlem i Holland var to kristne søstre, der hjalp jøder og modstandsfolk med at undslippe nazisterne. Søstrene havde fået lavet hulrum inde bag væggene i deres hjem, og her gemte de jøderne. En dag bankede det på døren, og en gruppe Gestapo-folk brasede ind og ransagede hjemmet, uden dog at finde en eneste jøde. (Man var i god tid blevet advaret, og de jøder, man havde gemt, blev overflyttet til et andet skjulested). Først blev de to søstre fængslet og afhørt i adskillige timer, men da det ikke førte til noget, blev de sendt til kz-lejren Ravensbruck.

Jesus var med i trængslerne

Urmageren Corrie ten Boom, som var den ene af de to søstre, har i sin bog Skjulestedet beskrevet de bestialske og umenneskelige forhold, hun og søsteren – og selvfølgelig alle deres medfanger – levede under i lejren.

Men i bogen fortæller hun også om, at Jesus var med dem i trængslerne. Det var hans nærvær, der gav dem kraft til at kunne bede for andre – det var ham, der igen og igen gav dem styrke, når de var fortvivlede og var ved at bukke under for det mørke, de befandt sig i. Og på mirakuløs vis lod Han Corrie beholde den bog, som hun havde smuglet med ind i lejren.

Bogen var Bibelen, der hver aften, når det var muligt at holde gudstjenester i barak 28, blev centrum for en konstant voksende kreds af kvinder, der fik håb og trøst ved at lytte til Guds ord og løfter.

Betsie bad for alle

Hver dag blev kvinderne i Ravensbruck sendt ud for at udføre ekstremt hårdt fysisk arbejde, og da de ikke havde andet at stå imod med end tynd roesuppe og en klump brunt brød, var der mange, der simpelthen døde af overanstrengelse og underernæring.

Betsie, Corries søster, var en af dem, der ikke kunne klare den lange arbejdsdag på 11 timer, og til sidst var hun så svag, at hun kun kunne samle et par sten op på sin skovl, hvilket fangevogterne skreg af grin over og hånede hende for.

Men i takt med at hun blev fysisk svag, blev hendes ånd stærkere, og hendes tro mere og mere frimodig. Uanset hvor hun var: i madkøen, sovesalen eller hospitalet – så bad hun for kvinderne omkring sig og talte uafbrudt om Guds længsel efter at komme ind i deres liv.

Betsie blev syg og var til sidst kun skind og ben. Den 16.december 1944 døde hun i en alder af 59 år. Før hun døde var hun og Corrie blevet enige om at de efter krigen ville tage ud i verden og fortælle mennesker hvad de havde lært i Ravensbruck:

At der ikke er noget mørke så dybt, at Guds kærlighed ikke er endnu dybere.  Og at Jesus kan gøre tab til vinding.

Helbredelses-lejre

Kort tid efter at Betsie var død, blev Corrie løsladt. Hun kunne forlade Ravensbruck og tage hjem til Haarlem. Selvfølgelig undrede hun sig over, hvorfor det helt utænkelige skete, at hun pludselig blev lukket ud af det helvede, hvor hun sammen med sin søster have opholdt sig i mange måneder. ”Gud må have vigtige opgaver, han ønsker udført, ” tænkte hun. Og ganske rigtigt. Gud havde allerede i starten af Corrie og Betsies ophold i Ravensbruck talt til dem om de vigtige opgaver, han ønskede, de skulle påtage sig, når krigen var slut. Der skulle bygges helbredelseslejre, hvor mennesker, der var blevet ødelagt af livet i koncentrationslejrene, kunne tage hen – indtil de igen følte sig klar til at leve i den almindelige verden.

”Jesus, giv din tilgivelse”

Corrie blev en af de mest fascinerende evangelister i det 20. århundrede. Altid, når hun var ude at prædike, talte hun om, hvor vigtigt det var at tilgive dem, der under krigen havde forvoldt én ondt. Men hvad med hende selv, var hun i stand til at kunne tilgive den fangevogter i Ravensbruck, som havde pint og plaget hende og hendes søster? Det troede hun, men den dag han stod foran hende og bad om hendes tilgivelse, var hun fuldstændig følelseskold.

”Jeg prøvede at smile og vise denne mand barmhjertighed, men jeg kunne ikke. Og så bad jeg: Jesus jeg kan ikke tilgive ham, giv din tilgivelse. Efter den bøn skete der det mest fantastiske. Fra min skulder og ned gennem min arm og gennem min hånd vældede en kærlighed op til den fremmede mand, og nu kunne jeg tilgive ham.”

Corrie ten Booms budskab til os mennesker i dag er:

Lægemidlet for verden ligger ikke i vores tilgivelse eller i vores godhed, men i Guds.

Når han siger at vi skal elske vores fjender, giver han os ikke kun befalingen, men også kærligheden til at kunne gøre det.

Læs også: Anders Ova: “Mange af os sidder i gældsfængsel, fordi vi ikke vil tilgive”