Ross Campbell døde i styrt fra en klippe

Han brændte for, at børnene fik kærlighed.

Dr. Ross Campbell, som har skrevet bestsellerne ”Elsker I mig?” og ”Elsker I mig stadig?” m.fl. døde under mystiske omstændigheder.

I november 2012 blev han dræbt ved et styrt fra en klippe i en nationalpark i staten Tennessee i det sydøstlige USA.

Han blev fundet fyrre meter nedenfor udsigtspunktet Stone Door Overlook i Savage Golf Natural Area en lørdag morgen.

En talsmand for myndighederne, Meg Lockhart, forklarede dengang, at en eftersøgning blev sat i gang, efter at familiemedlemmer ikke havde set ham siden fredag. Han var gået alene til Stone Door på sightseeing i naturområdet nær Beersheba Springs.

Da han blev fundet, havde han et landkort på sig. Hvordan han kunne styrte ned fra udsigtpunktet, er ikke blevet opklaret.

Ross Campbell havde siden sin opvækst i det vilde New Mexico holdt meget af naturen, og været meget optaget af miljøspørgsmål. Han var også pilot, og holdt af flyvning, vandreture, rejser og læsning.

Stor forfatter

Som klinisk psykolog og forfatter i mere end 30 år har Ross Campbell hjulpet tusindvis af voksne, teenagere og børn i forældre-barn forhold. Han var også associeret klinisk professor i pædiatri og psykiatri ved University of Tennessee.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forud for sin psykiatriske karriere var Ross Campbel leder af et missionshospital i Bolivia på Wycliffe bibeloversætternes base.
Han grundlagde og ledte et psykiatrisk center i Chattanooga, Tennessee frem til pensionen i 1996.

I 1977 udgav han sin første bog om at vise børn betingelsesløs kærlighed, og den er kommet i 35 oplag i over 1 million eksemplarer.

Herefter fulgte en række andre bøger, bl.a. bogen om at vise teenagere kærlighed. Han var med til at skrive bogen om de fem kærlighedssprog sammen med Gary Chapmann.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mange af disse bøger er blevet oversat og udgivet i andre lande, bl.a. Danmark. Flere har fået priser.

Bedsteforældre kan række ud til unge

I sin seneste bog opfordrede han bedsteforældre til at give deres børnebørn stabilitet og ledelse i en verden, som er ved at miste både moralske værdier og anstændighed.

Han argumenterede for, at ligegyldigt hvor forandret kulturen var, så havde børn de samme behov, og at børn og unge altid ville lytte til deres bedsteforældre, hvis de blot rakte ud til dem og viste dem kærlighed.

Selv havde han fire børn og fem børnebørn, da han døde.


Artiklen fortsætter efter annoncen: