Ejnar og vagabonderne
For mange år siden var jeg journalistpraktikant i en jysk landkommune. En dag fik jeg et tip om, at kongen af de danske landeveje – stodderkongen – var i området. Han var ude hos Ejnar sammen med et pænt udsnit af de danske landevejsriddere.
Ejnar boede på et lille husmandsted ude i det åbne landsskab, og han var en original. Det fortæller han selv i den artikel, jeg skrev om ham, og det mente vistnok alle på egnen, der kendte ham. En original af den slags, der desværre bliver færre af.
Den første gang, jeg mødte Ejnar, stod han midt på gårdspladsen med sin cowboyhat på hovedet og sit flotte sølvgrå fuldskæg, der svang sig i en blød kurve til begge sider. Ejnar trykkede hårdt min hånd, som om han ikke ville slippe igen, og sagde well kommen – bredt og smukt og hjerteligt.
Der var fest på gården den dag. Den lille håndfuld godmodige, farende svende havde parkeret deres barnevogne ude på gårdspladsen, så man kunne tro, at det var en mødregruppe, der var på besøg.
Der var humør på, og jeg husker ikke, hvad der blev sunget eller råbt, men jeg aftalte i hvert fald på et tidspunkt med Ejnar, at jeg skulle komme tilbage, når der var faldet mere ro på.
Et par dage senere stod jeg der så igen. Nu var vi alene, Ejnar og jeg, og jeg så stalden med de to køer, og han viste mig hønsene og laden med de gamle, udrangerede maskiner og traktorer. Gårdspladsen rodede af ting, som Ejnar havde købt billigt, men vistnok ikke nænnede at skille sig af med igen.
Ejnar var godt selskab. Et varmt og hjerteligt menneske var han, og selv om Ejnar officielt var landmand, var det landevejens farende svende, hans hjerte brændte for. I miljøet var han et kendt ansigt – lige fra Hjallerup til Egeskov Marked – og når han drog afsted til kræmmermarkeder, iklædte han sig altid sin fine medaljejakke og bar cowboyhatten som en mester.
Hvor der er hjerterum, er der husrum, og på Ejnars lille husmandssted var der altid masser af hjerterum og husrum for alle de farende svende, der kom den vej. De elskede ham. Han gav dem mad. Han gav dem en seng at sove i. De fik et varmt bad, og Ejnar tilbød dem sit venskab.
Ejnar var et storslået menneske: varm, kærlig, sjov og fuld af spændende fortællinger. Og først og fremmest generøs i al sin originalitet og menneskelighed.
Og ja – vel havde livet da været svært. En forkvaklet barndom, en ungdom, hvor han knoklede i brunkulslejerne, og senere, da han fik råd, det lille husmandssted med nogle få tønder land og nogle få dyr i stalden, men vigtigst af alt: Husrum og hjerterum.
Jeg aner ikke, om Ejnar var en kristen, for jeg spurgte ikke. Men jeg er ret sikker på, at Guds kærlighed strømmede igennem ham, for hvis ikke, kan jeg slet ikke forklare det blivende aftryk, som denne hjertevarme og bemærkelsesværdige mand efterlod i mig.
God søndag!
