Kan troen hjælpe mod stress blandt sundhedspersonale?
Dansk Kristelig Sygeplejeforening holder temaeftermiddag om tro og stress i Aarhus d. 17. marts.
Har den kristne tro et svar til stresstruet sygeplejepersonale?
Det ser Dansk Kristelig Sygeplejeforening (DKS) på under temaeftermiddagen med titlen ”Lad os give stressen baghjul”.
I takt med at antallet af sygemeldinger pga. stress i sundhedssektoren stiger, øges også antallet af tilbud på kurser om stress-håndtering fra det offentlige.
Temadag for alle
Har den kristne tro noget at byde ind med i den sammenhæng? Er tro en hjælp, når man trues af stress? Eller kan den være et problem? Hvornår er den det ene, og hvornår det andet?
Sådanne spørgsmål tager ph.d. og cand.psych. Dorte T. Viftrup fat på ved den temaeftermiddag, som DKS holder på Diakonhøjskolen i Aarhus den 17. marts.
Inspiration for medlemmer
Temaeftermiddagen er første del af DKS’ landsmøde, som fortsætter med et inspirationsarrangement for medlemmerne.
Her vil sygeplejerske og psykoterapeut (MPF) Solveig Rosenkvist holde oplæg om:
”Hvordan bliver jeg en god makker til min stresstruede kollega?” og ”Hvordan lærer jeg selv at bede om hjælp i tide?”
Man kan læse mere om landsmødet, hvor der også vil være overrækkelse af årets Omsorgspris, internationalt netværk (om Mercy Ships), Next Generation og generalforsamling.