Frygt for forfædre og traumer fra krigen præger folk i Cambodia
Danske missionærer i Phnom Penh oplever, at kun Jesus kan sætte folk fri fra frygt og dæmoniske kræfter.
Af Peter N. Andersen
”Frygten for forfædrenes hævn fylder alt, og den åndelige verden er meget nærværende for cambodianerne. Vi kommer med det modsatte – nemlig at vi som kristne bliver sat fri – og det er rigtig attraktivt at høre som cambodianer.”
– Vi har med at gøre et traumatiseret folk, hvor Khmer Rouge’s skygge stadig hviler over folket her 27 år efter. De har fx et andet forhold til døden. Ved trafikuheld standser folk op og fotograferer, fortæller teolog og missionær Kent Kjær Andersen.
Han blev sammen med hustruen Christina Palmkvist og deres fire børn udsendt til Cambodia af Luthersk Mission for godt to år siden.
Kent Kjær Andersen underviser i dogmatik og troslære på Phnom Penh Bible School.
Hver fjerde blev dræbt
Efter en langvarig borgerkrig, der sluttede i 1975, styrede den bondeorienterede Khmer Rouge-bevægelse landet i næsten fire år. Med en maoistisk baseret tilgang blev landet styret med frygt og tvangsforflytninger.
Blandt andet Phnom Penhs dengang tre millioner store befolkning blev flyttet på kun 5 dage. Det medførte et rædselsstyre, som ikke lader nazistiske metoder noget tilbage.
Alle cambodianere, der kunne snakke et fremmed sprog, bar briller, havde kontakt til udlændinge eller en længerevarende uddannelse, blev elimineret. Det skønnes, at ca. to millioner cambodianere eller omkring en fjerdedel af befolkningen døde i perioden under grusomme omstændigheder.
Dæmoniseret af Khmer Rouge
– Khmer Rouge handlede om en ufattelig selvdestruktiv adfærd, som det kendes fra beretninger om besatte mennesker – ja og som modstykke hertil er det fantastisk, at antallet af kristne vokser kraftigt!
Fra etablering af en ny kirke kan de ikke hurtigt nok komme ud at fortælle om Jesus, det er bare så naturligt, fortæller Kent Kjær Andersen.
– Jeg har mødt nye kristne, hvor mine tanker går til Lukas kap. 8. Her fortælles om den besatte mand, hvor Jesus gav dæmonerne lov til at fare i svinene, som derefter styrtede ud over kanten og i søen.
Det, jeg vil hen til, er, at manden, der blev helbredt, gerne ville tage med Jesus. Men Jesus svarede ham: Vend hjem, og fortæl om alt det, Gud har gjort mod dig.
De er ikke teologer, men de ved, at Jesus har frelst dem, beretter teologen.
Ofrer til forfædrene
Et stort problem for nye kristne er forældrenes krav om deltagelse i de mange religiøse højtider med den femten dages festival for de afdøde, kaldet ”P’chum Ben”, som højdepunktet. Det er nationale helligdage, hvor der bliver ofret til forfædrene.
– Hvis man som kristen ikke vil deltage i det okkulte med at ære forfædrene gennem ofringer af mad, penge, lys, slik og blomster, betyder det, at forbandelsen vil falde over familien.
Det er meget vanskeligt med håndtering af familien, og det kan betyde, at familiemedlemmerne sætter et ultimatum til den nye kristne om at vælge: familien eller det nye liv.
Det gælder også ved fx bryllupper, hvor forældrene forlanger et buddhistisk bryllup, forklarer Kent Kjær Andersen og tilføjer: Som kristen bliver du sat fri, men der er stadig kristne, der bliver forfulgt, og ånderne plager dem – de bor ikke i dem længere, men er omkring dem!
Religiøsitet og åndelig tilstedeværelse er tydelig i landet, hvor området har sin egen minister, der er ansvarlig for både kulturelle og religiøse events.
– Den åndelige verden i Cambodia er mere synlig sammenlignet med Danmark.
Min oplevelse er, at man godt kan snakke om den åndelige tilstedeværelse, fordi cambodianerne ikke er i tvivl om dens eksistens og nærvær. Ånder er her ikke kun et spørgsmål om tro, da de også manifesterer sig fysisk.
Er det ikke nok at kende Jesus?
Missionæren og teologen fortæller, at de sidste år havde en studerende, der ikke kunne forstå, hvorfor han skulle læse det pensum på bibelskolen. Han ville nemlig meget hellere hjem og fortælle om Jesus.
– Jeg underviser i dogmatik om Guds Rige, fordi der er brug for mere viden om Gud. Kirken skal ikke alene vokse, men også bevares.
Det er lidt underligt at have titlen som missionær, der normalt forbindes med evangelisation, og så i hverdagen sidde dybt begravet i bøgerne. Men hvis ikke der er nogen, der oplærer i kristendommen, ja så er jeg bange for, at kirken falder fra hinanden. Vi skal forsøge at passe på kirken og de kristne.
Hvorfor stiger antallet af kristne? Jeg tror, det er Helligånden, der gør noget ved dem og forvandler dem. De er lys i verden, og det lys er vanskeligt at slukke. Jeg tror, Helligånden arbejder med mennesker allerede før, de bliver kristne.
Jeg tror, Helligåndens gaver er til stede, men det er ikke det, der er i fokus i Cambodia. Her er det centrale at blive sat fri.
At opleve fx en helbredelse er måske ikke det, de har mest brug for! Men mere det at opleve at blive sat virkelig fri fra frygten og finde freden hos Gud, slutter Kent Kjær Andersen.