Intet er så galt …

Jeg har et rødt badeværelse. Det er virkelig rødt. Sådan ”bland ketchup med det danske flag og lige et lille drys morgenfruer”-rødt. Og så er det kombineret med hvidt. Blænd-hvide fuger. Eller det var det i hvert fald engang.

Jeg har ikke selv valgt den røde eller for den sags skyld den hvide farve. Det fulgte med mit hus, som jeg ellers er helt okay tilfreds med. Men jeg bryder mig ikke om farven i den her sammenhæng. I min optik skal et ellers helt udmærket indrettet badeværelse have en rolig og afslappende farve. Det hjælper ikke på sagen, at det er sekskantede klinker. At de skulle være særligt dyre og fra Italien gør ingen gavn.

Økonomiministeriet i vores hjem har i overenskomst med energiministeriet besluttet, at der ikke lige i øjeblikket skal gøres noget ved farven. Så vi lever med det og tager ikke wc-selfies. Det er ret tydeligt nemlig. Ingen neutrale hvide, grå eller brune baggrundsfarver.

Nå, men som man siger: Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Støv i hjørnene er ikke særlig tydeligt på et knaldrødt gulv. Og man kan alligevel ikke få det til at se lidt lækkert ud derinde, så der sker ikke så meget ved lidt små-rod hist og pist. Det er trods alt ikke lortebrunt, og besøgende gæster plejer at synes, det er tåleligt – men de skal så heller ikke bruge det til at snuppe en hårdt tiltrængt mor-pause i hverdagen.

Nogle gange tror jeg, at vi som kristne kan komme til at oversætte yndlingsverset fra Romerbrevet 8: ” Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldede” til det danske ordsprog ”Intet er så galt, at det ikke er godt for noget”. De lyder jo ens.

Men som mor, der har mistet et barn indenfor de seneste år, vil jeg opfordre til at være meget varsom med den oversættelse. At ting med Guds hjælp virker sammen til gode for mig, er ikke det samme som, at jeg skal prøve at finde det gode i, at mit barn er dødt.

Det betyder derimod, at Gud er så meget større end vores virkelighed, at selv det, som er noget seriøst ødelagt i vores liv – vores største smerte og vores dybeste nederlag – lader han sin kærlighed omfavne. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt kan sætte ord på det mysterium, som foregår.

Men jeg har selv set det ske. At noget komplet meningsløst bliver fyldt af Guds nærvær. Det fjerner ikke alle spørgsmålene og meningsløsheden, men det tilføjer Gud.

Og det er helt anderledes end et klichépræget ordsprog.