Judith Kynde fejrer 75 år som ny ejer af Kongsgården

Så smukt tager Kongsgården sig ud fra havesiden. Og der er plads til mange mennesker både indendørs og udendørs på det nedlagte landbrug, som Judith Kynde Rasmussen følte sig ledt til at købe.

Den tidligere leder i forskellige frikirker var lige ved at købe et lille hus på Djursland til sig selv. Men andre så hende i drømme og syn på et stort sted med andre mennesker… Selv så hun ikke noget.

Det er altid spændende, når Gud har en finger med i spillet. Det har Judith Kynde Rasmussen endnu en gang oplevet. Men hun véd endnu ikke, hvad chefen deroppe denne gang har planer om…

På onsdag den 15. marts fylder Judith 75 år. Men det har hun slet ikke råd til at fejre nu, hvor hun har købt en gård på Fyn.
Der skete nemlig det, at Judith var på vej til at gå på pension – omsider efter mange aktive år.
– Jeg havde fundet mig et lille hus på Djursland, og der ville jeg så bo, fortæller hun.

Et vink fra Gud

Men der var tre forskellige kristne, som havde en anden mening om, hvad hun skulle. De havde nemlig hver for sig haft en drøm eller et syn, hvor de så hende på ”et stort sted med mange mennesker”.
– Problemet var bare, at jeg ikke selv havde hørt noget fra Gud om det, og jeg havde heller ingen penge, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte købe et lille hus til mig selv, fortæller Judith.
Men lige før slutsedlen blev underskrevet, hørte Judith selv en besked fra Gud. Hun skulle ikke nøjes med et hus til sig selv. Hun skulle finde et stort sted.
Samtidig kom der ud af det blå pludselig en arv til Judith på 300.000 kr. !
– Og så tænkte jeg, at nu måtte jeg hellere sætte mig i bevægelse, for det er jo det, vi skal, når Gud leder. Så jeg begyndte at se på nedlagte landbrug på Fyn sammen med min søster Annette.
Der var 11 nedlagte landbrug til under en million.

Et skønt sted

– Vi fandt et sted i landsbyen Sandager ved Assens, som vi syntes var passende. Et skønt sted med 7500 kvadratmeter jord til. Tre stuer, et køkken-alrum og fem værelser! Mægleren var meget positiv, så vi fik adgang til huset og var inde at se på det mange gange.
På et tidspunkt var jeg til en retræte, og her bad jeg de øvrige deltagere om at bede for mig, fordi jeg skulle træffe en vigtig beslutning.
Næste morgen fik jeg svar fra Gud. Jeg skulle byde 350.000 kr., selv om ejendommen var til salg for meget mere.
Jeg gav buddet til mægleren og han kom tilbage og spurgte om mere. Men jeg havde ingen penge, så det endte med, at jeg bød 360.000 kr. Og fik det.
Judith Kynde Rasmussen er imidlertid stadig ikke sikker på, hvad Gud vil med stedet.
– Jeg tror da, at det på en eller anden måde skal bruges i Guds rige, men jeg véd ikke endnu, hvordan, fortæller hun.
– Men jeg sagde til Gud, at jeg jo var nødt til at få nogle indtægter, og så kom idéen med Bed & Breakfast. Så nu begynder jeg med det, mens jeg venter på, om der skal ske noget andet.

På Grønland

Judith Kynde er vant til at lytte til Gud. Hun har haft lederroller i forskellige frikirker.
Efter at hun fra 1986-88 gik på Apostolsk Kirkes bibelskole i Kolding i 2½ år, kom hun til Dronninglund i Nordjylland, hvor hun blev daglig leder af den apostolske menighed.
Herefter fik hun kald til den daværende apostolske kirke ved Runddelen i Aarhus. Her hjalp hun bl.a. til med sjælesorg i et lokale ovenpå kirken. Og da Egon Mikkelsen stoppede, stod hun med det reelle ansvar, selv om hun ikke havde titel af forstander.
Nu fik hun imidlertid kald til Grønland. Hun rejste til Ilulissat (Jakobshavn) helt oppe nord for polarcirklen. Det var Missionsforbundets arbejde. I en kortere periode på 3 måneder var Judith også ovre på den næste ubeboede østkyst i Scoresbysund (eller på grønlandsk: Ittoqqortoormiit).

Desuden har hun været på Grønland ”on and off” i kortere perioder.
– Men jeg brændte ud og måtte rejse hjem, fortæller hun.
Efter et par års pause kom hun til Bornholm. Her kom hun til at tjene ti år i Pinsekirken i Rønne.
Bagefter fulgte syv år i Apostolsk Kirke i Viborg. Da hun gik på pension, blev hun afløst af et færøsk par.
Men Judith var stadig ikke færdig i tjenesten. Nu blev hun tilknyttet som leder af Pottemagerens Hus. Det er et retrætecenter oprettet af Moses Hansen. Han ønsker ikke at stå med det administrative ansvar, da han har mange andre tjenester. Men det blev kun til en kort parentes i Holsted på 8 måneder, indtil juli 2016, før Judith stoppede.

Åbent Hus

Og selv om Judith ikke havde planlagt at fejre sin fødselsdag, så har hun i anledning af Udfordringens artikel ladet sig overtale til at holde ”Åbent Hus” på onsdag eftermiddag, så interesserede kan se stedet og få en kop kaffe.
Judith er i øvrigt søster til forkynder og forfatter Leif Rasmussen, Kolding, og til missionær Erling Rasmussen i Sydafrika, samt søstrene Annette Rasmussen, Lyngby, og Jette Andersen, Hov.


Artiklen fortsætter efter annoncen: