Lokomotivfører havde ’rejsekort’ til Himlen

Egil Jessen Sørensen har undervist 1000 loko-motivførere, og i soveværelset hang et gammelt ”Bibelsk Rejsekort over Livets og Dødens Vej”

I uge 8 efterlyste vi på bagsiden læsere, som kendte det gamle bibelske billede over ”Der breite und der Schmale Weg” – den brede og den smalle vej – med danske tekster.

Blandt de læsere, som har reageret er Erik Jessen Sørensen, Farum. Han havde ganske vist ikke det efterlyste billede, men til gengæld et andet lignende billede: ”Bibelsk Reisekort over Livets og Dødens Vei”.

Vi har gengivet kortet i fuld størrelse. Og selv om det er på dansk, så er bogstaverne gotiske. Skriften blev anvendt i skolerne herhjemme frem til 1875.

Sønderjysk eller tysk

– Plakaten stammer formentlig fra min kone Hannes familie i Bollerslev i Sønderjylland. Vi har i mange år haft den hængende i soveværelset, fortæller Egil Jessen Sørensen.

– Nederst står der No. 566, så det har været nummererede tryk. Og det er heller ikke et rigtigt farvetryk, som vi kender i dag, men sort-hvid, der er koloreret med blåt og gult. Så jeg forestiller mig, at den er ret gammel. Og måske trykt i Tyskland, for der står i højre hjørne: Neu Koppien zu haben bei Gustav Kirche. (Flere kopier kan fås ved Gustav Kühn.)

Han har undervist 1000 lokomotivførere

Erik er nu pensioneret fra statsbanerne, men har tidligere arbejdet som fyrbøder, lokomotiv-fører, underviser for nye lokomotivførere og meget andet. Han mener, at han har undervist omkring 1000 lokomotiv-førere!
– Det mest spændende var nok at undervise de israelske lokomotivførere i at køre de nye IC3-tog, som de købte hos os. Jeg tror, de købte 20-30 togvogne omkring 1993, fortæller Egil.

– Vi kørte fra Haifa til Tel Aviv, og nogle gange helt til Damona.
Forud havde israelerne sendt 4 mand til Danmark, hvor jeg underviste dem. For ikke at komme på tværs af de faste tog, kørte vi et særtog fra Ringsted til Glumsø tre gange om dagen i 14 dage.
I Israel mødte vi bl.a. den danske ambassadør til indvielsen, og vi blev fotograferet sammen til et dansk dameblad.
Vi fik mange gode venner. Og min kone var også dernede for at opleve landet.
Vi var også i Jerusalem på en prøvetur. De sørgede for, at vi fik set noget.

Men lørdag lå alt stille – også togene – på grund af sabbatten, som de tog meget alvorligt. Til gengæld foregik der en masse om søndagen, husker Erik, der trods sin høje alder på 88 år virker 20 år yngre.

Fynbo og baptist

Måske hænger det sammen med, at han altid har været aktiv i kirken. Dvs. baptiskirken Kristuskirken i København og baptistkirken i Lyngby. Den, der nu hedder ”Regen”.

– Jeg er ellers født på Fyn i Langeskov, hvor de nu har fået en ny station. DSB havde ellers strøget den gamle station, men borgmesteren i Kerteminde fik den genoprettet, fortæller Egil, der holder øje med, hvad DSB foretager sig.

Han har livet igennem haft et godt helbred. Og dog, indrømmer han:
– Jeg havde jo cancer i tyktarmen. Og jeg er også faldet ned fra en loftstrappe, så jeg fik skadet mine ben. Men ellers…

Kørte tog gennem USA

Erik var også i USA en hel sommer, da Danmark fortsøgte at sælge IC3 tog til amerikanerne.
– Men det var ikke helt så sjovt som Israel, for fremstødet var ikke ordentligt forberedt hjemmefra. Så det var tre måneder med ryggen mod muren. Jeg måtte nærmest sige undskyld hele vejen gennem USA for alt det, der ikke fungerede.
Bagefter tog vi derover på ferie og besøgte bl.a. DIS-studenter, som havde boet hos os.

Sovevogne til England

– Derimod var jeg en tur i England i 1987 med sovevognene, som vi jo også benyttede herhjemme fra Frederikshavn og fra Esbjerg til København.

De var faktisk altid godt fyldt op. Men da jernbaneforbindelsen over Storebæltsbroen kom i 1997 og bilforbindelsen i 1998, blev de helt afskaffet. Det var nu lidt en skam, mener Egil.

Han har holdt Udfordringen i mindst 25 år, – og nu kom han også selv i avisen!

Findes i flere udgaver

En anden læser, Jens Preben Nikolajsen, Klovborg, har sendt et foto af den samme plakat. Men med lidt anderledes farvelægning. Han fortæller, at de oplysninger, han har fået er, at den er håndtegnet i 1906 af en Mattias Johansen fra Korning.
Det er dog formentlig kun farverne, der er tegnet på så sent. Originalen uden farver er ældre.

 

Udfordringen efterlyser fortsat en dansk udgave af denne plakat, hvor teksterne bl.a. findes på tysk, engelsk, spansk. Har du den på dansk, da kontakt Henri@Udfordringen. 74 56 22 02.

 

Læs også Bibelsk Rejsekort over Livets og Dødens Vej