Luthersk faste i 2017

Faste er ikke en sekterisk specialitet for særlige kristne. Luther selv anbefalede at faste. Det fortælller Poul A. Beck i anledning af Fasten, som begyndte 1. marts, og 500-året for Luthers Reformation.

Den 1. marts begyndte fasten. 40 dages forberedelse for med hjertet at tro evangeliet om Jesu Kristi livsfornyende opstandelse fra de døde. Det er fastens hjerte-vandring mod påsken.

Den 20. januar udgav forlaget Eksistensen en fastebog med titlen Frihed og Fred. En meditativ vandring gennem fasten.
Bogen rummer bl.a. 40 små meditative refleksioner med henblik på dagligt at styrke og tilegne sig troens dybe frihed og overstrømmende glæde.

Biskoppens anbefaling

Henrik Stubkjær, biskop over Viborg stift, giver den disse ord med på vejen:
Med denne lille bog giver Poul A. Beck en hjælp til de mange mennesker, der midt i tidens travlhed, larm og overfladiskhed søger et gudsnærvær, der giver kræfter, skaber sammenhæng og finder ind til menneskets dybeste identitet.
En fin praktisk indføring i fastens åndelig fordybelse gennem de tre centrale begreber: renselse, oplysning og forening.
En vigtig understregning af Guds tiltale, som sendelse og styrke til livet i tro og handling, i kirke og samfund.

Styrke til sendelse

Her understreger biskop Henrik Stubkjær sammenhængen mellem sendelse og styrke; mellem tro og handling. Guds tiltale til at handle i kirke og samfund. En styrke, der naturligt vokser ud af det centrale begreb ”forening”. En forening, der er afgørende for vort indre menneske, som Luther kaldte det.
En forening, der er en forudsætning for at kunne virke med gode gerninger gennem det ydre menneske, ifølge Luther.

Samspil mellem tro og gerninger

I skriftet ”Om et kristnemenneskes frihed” fra 1520 beskriver Luther troens og gerningernes dynamik og samspil.
En indre tilegnelse af evangeliets kraft, frihed og glæde for efterfølgende at kunne leve og virke frit ”i kirke og samfund”, som nutidens biskop betoner.

Luthers skrift består af 30 punkter. Punkt 2 til 18 handler om det indre menneske. Punkt 19 til 25 om det ydre menneske. Punkt 26 til 30 om, hvordan vi gennem dette indre og ydre menneske frit kan tjene vores medmennesker.
Luthers rækkefølge og fremgangsmåde er helt bevidst. Det indre kommer før det ydre. Vore handlinger bliver båret af det indre liv.

Det indre før det ydre

Vi får først en beskrivelse af, hvordan vort indre menneske forenes med ordet (punkt 10) med fred, frihed, glæde og alt godt til følge.
Senere kommer i forbindelse med det ydre menneske, de berømte ord: ”Gode gerninger gør ikke et mand god, men en god mand gør gode gerninger”.

Det er ligesom med et træ. Et godt træ bærer god frugt. Ikke omvendt. Og Luther fortsætter: ”En god tømrer bygger et godt hus”. Det er ikke det gode hus, der gør tømreren god (punkt 23).

Der går altså noget – nemlig gode kvaliteter – forud for de gode gerninger. Vi må ved Kristus alene og nåden alene blive ”et godt menneske”, så vi siden kan gøre gode gerninger, understreger Luther. De gode gerninger kommer indefra. Glæden er, at vi bliver et godt menneske ved foreningen med Kristus gennem ordet, siger Luther.

Forenet med Ordet

For til de gode gerninger til gavn for medmennesket og samfundet hører, at vi bliver ”helt og fuldt forenet med ordet, så alle ordets egenskaber også bliver sjælens ejendom” (punkt 10).

Det er den hjertets tro, som Luther sætter forud for gerningerne. Ellers bliver de blot præstation, lovkrav eller i værste fald hykleri for at tilfredsstille Gud eller vores medmennesker.
Forudsætningen er, at vi forenes med Gud: ”Det indre menneske er ét med Gud, glad og lystig for Kristi skyld” (punkt 20).

Mystisk? Ja.

Det lyder måske mystisk? Det er det også. Luther var dybt rodfæstet i senmiddelalderens mystiske tradition.
Han var hele livet taknemmelig mod sin ordensforesatte Johannes von Staupitz, ”min far i denne lære, han, som har født mig i Kristus” kunne Luther sige. (Her citeret fra side 54 i ”Fra konflikt til Fællesskab” om de fælleskirkelige samtaler mellem lutheranere og katolikker, udgivet (af Anis) i anledning af 2017).

Fortståelig mystik

Men ved gode billeder gør Luther lykkeligvis denne mystik forståelig også for os i dag.
Foreningen er også her det afgørende ord: Som brud og brudgom forenes, sådan forenes også Kristus og sjælen. Så de ”bliver et legeme”, og der sker en frydefuld udveksling. Så vores sjæl ved troen på evangeliet modtager Kristi kærlighed og fylde og bliver sin egen dårligdom kvit.
”Hvilken glædelig bryllupsfest” jubler Luther (punkt 12).

Gløden må ind i jernet

Og Luther giver os flere billeder på foreningen, der af nåden alene giver os del i Kristi kærlige natur. Et andet billede er jernet, der forenes med ilden (punkt 10). Et billede, der også er gennemgående i ovennævnte fastebog.

Bl.a. hedder det: Når vi efterlader en ilddrager i gløderne, bliver den lidt efter lidt selv glødende. Det er jernets egenskab, dets natur, at være hårdt, koldt, mørkt. Men det er ildens natur, dens egenskab, at være varm, glødende. Ildens natur er stærkere end jernets natur.
Derfor trænger ilden langsomt ind i jernet og overtager dets natur. Så jernet, der før var koldt og mørkt, bliver varmt og glødende. Ilden og jernet forenes, så jernet forvandles og får ildens naturlige egenskaber: varme og glød.

Bøn forandre os

På samme måde forenes vores natur med Guds natur, når vi bruger nogle minutter forenet med Gud i stille bøn.
Da Guds natur er langt stærkere end vores natur, forvandles vi – når vi bliver længe nok i Guds nærhed – så vi får del i Guds naturlige egenskaber: kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, frihed.
Det er en proces, hvor vores vilje, følelser, tanker, ord og handlinger i stigende grad bliver ét med Guds vilje – følelser – tanker – ord – handlinger.

Det, som Henrik Stubkjær kalder at ”finde ind til menneskets dybeste identitet”.
Vi vokser og formes stille til at blive ét med Gud.
Vores personlighed bliver ikke tilintetgjort i denne proces, tværtimod. Vi kommer hjem og bliver dem, vi oprindelig var skabt til at være. Her hører vi til. Vores ægte identitet. Vores sande jeg. Vi er hjemme!

Derfor er verden mørk

Men jernet bevarer kun ildens natur, så længe det befinder sig i ilden. Når jernet trækker sig fra ilden, får det igen sin gamle natur: hårdt, koldt, mørkt.
Verden har trukket sig fra Gud. Derfor er verden alt for hård, kold og mørk.
Som alt levende længes efter solen, længes vi efter Gud. Efter ilden, varmen. Vi søger at blive genforenet med Gud. Vi søger forening.

Også for andre

Men vi søger ikke foreningen blot for vores egen skyld, også for verdens skyld. Vi søger at elske det, Gud elsker. Og vi undlader at elske det, Gud undlader at elske.

Når ildrageren ligger i ilden, er den del, der er inde i gløderne, helt hvidglødende, lidt længere væk er jernet rødglødende, og endnu længere væk er det sort – men helt varmt.

Vi søger ikke forening på bekostning af andre mennesker, men til gavn for andre. Vi søger ikke forening for at fjerne os fra dem, der stadig er kolde og hårde, men for at være et led i en kæde, en del af en konvektionsproces, der er med til at varme verden op. Vi bliver glødende, for at andre kan blive varme.

Målet for denne del af vores faste er at blive forenet med Gud, Ilden, Varmen, Livet.
Fasten 2017 kan vi med glæde fejre i Luthers ånd ved at lade os forene. Med Kristus og Evangeliet for på ny at tilegne os ”forståelsen af Jesu Kristi evangelium; indsigten i den treenige Guds mysterium – Gud, som af nåde giver sig selv til os mennesker… indsigten i den frihed og vished, som Evangeliet skaber; indsigten i den kærlighed, der kommer af troen og vækkes af den”. Som det hedder i ”Fra konflikt til Fællesskab” side 98.

God faste i reformationens Ånd.