Inspirationsdag i Silkeborg med besøg af kristne fra Colombia
Den 20. maj holder Åbne Døre sit årlige event, Forfulgt, i Silkeborg Oasekirke. Missionsleder Jasar og hans datter, Susan, vil fortælle om at være kristen blandt FARC guerillaer.
I Colombias landlige områder, hvor guerillagrupper som FARC og ELN regerer, har befolkningen ikke megen frihed. Særligt de kristne overvåges, og det er guerillaerne, der bestemmer, om de må mødes. Mission er forbudt, børn rekrutteres til kampen med tillokkelser eller tvang, og al rejsen i området foregår kun med guerillaens tilladelse.
Jasar har levet midt i denne spænding og kan vidne om, hvordan Gud med sin kraft beskytter sin kirke i Colombia. Han kan også fortælle om kirkens lidelser. I dag er han missionsleder i sin kirke, og sammen med andre distribuerer han bibler og andre materialer i landsbyer, på markeder og andre farlige steder.
Forfulgt 2017 har også et børneprogram, KidZone, for de 5-12-årige, hvor man kan høre om hverdagen for børn i Colombia. Programmet er stadig hemmeligt, men Susan fra Åbne Døres Børnecenter kommer og fortæller om sit liv.