Keltisk punks ukronede konger er tilbage

Det er næsten fem år siden, at vi sidst har hørt noget fra Chicagos helt egne Flatfoot 56. Nu er de tilbage for fuld udblæsning, med årets indtil videre nok stærkeste punkalbum.

Flatfoot har lavet musik i godt 15 år, og selvom de ikke helt har opnået samme succes som de sekulære bands Flogging Molly og Dropkick Murphys, så har Flatfoot 56 altid været et meget respekteret navn i både kristne og sekulære kredse.

Hele ideen bag den keltiske punkgenre er at blande de traditionelle elementer af punk med klassiske keltiske instrumenter som sækkepibe og mandolin. Dette viser Flatfoot 56 på dette album, at de stadig har hundrede procent styr på.
Albummet starter med noget så amerikansk som en hyldestsang til en baseballstjerne. Man behøver dog ikke være fan af sporten for at sætte pris på dette energiske nummer og dets muntre lyrik.

Andre sange, såsom ”Penny” og ”The Crippling”, handler om, at uanset hvilken situation man er i, uanset hvem man er, og hvad man har gjort, så er man ikke alene, man er elsket, man har værdi, og der er altid håb.
Albummets opsætning passer perfekt, da de tre sidste sange alle handler om at turde tale imod og gøre modstand, når man ser uretfærdighed i samfundet.

Dette virker som en meget naturlig progression i albummets narrativ, at når man først har indset alle individuelle menneskers værdi, så skal man ikke være bange for at tale for dem, som ikke kan tale selv.

Flatfoot 56 er måske ikke helt unge længere, men det kan man ikke høre, når man mærker den store og nogle gange aggressive energi, som albummet Odd Boat rummer.

Hvis du skal høre ét punkalbum i 2017, så er dette et meget stærkt valg.

Joey Jensen