Nye ansatte hos MAF Danmark

Mission Aviation Fellowship (MAF) Danmark har ansat Astrid Reuss Mikkelsen som kommunikationsmedarbejder og Charlotte Pedersen som projektleder på landskontoret i Aabybro.

Charlotte Pedersen (33) er gift med Kenneth Pedersen, der er ved at gøre sig klar til at blive udsendt som pilot for MAF. På landskontoret skal Charlotte bl.a. arbejde med at forberede familiens kommende udsendelse.
”Det er et privilegium at få lov til at arbejde på MAF’s landskontor. Jeg ser frem til at samle midler ind til MAF’s arbejde verden over og forberede den udsendelse, vi som familie står overfor. Tusind tak til jer, der allerede nu beder for os og har valgt at støtte vores kommende udsendelse,” siger Charlotte, der er cand. mag i samfundsfag og religionsvidenskab. Charlotte, Kenneth og deres tre børn bor i Støvring.

 

 

 

Astrid Reuss Mikkelsen (26) er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har allerede under sin uddannelse og som frivillig arbejdet med strategisk kommunikation for organisationer.
I MAF Danmark skal Astrid blandt andet stå for nyhedsbreve, magasinet Flight Mission, sociale medier samt arbejde med MAF Danmarks strategi målrettet unge.
”Bag ethvert ton gods og enhver passager, som MAF fragter, ligger en historie. Jeg glæder mig til at fortælle disse fantastiske historier, sådan at endnu flere danskere ser den forskel, MAF’s fly gør for mennesker rundt omkring i verdenen,” siger Astrid, der bor i Aalborg.
De nyansatte skal dele arbejdsplads med landssekretær Øjvind Thomasen og studentermedhjælper Jordan Callaway i Aabybro.