Påske med Jesus-ord på Londons busser

En mand, som havde søgt Gud gennem ti år, gik ind i en kirke i frokostpausen. Da han kom ud igen, så han en bus med teksten ”I dag skal du være med mig i paradis”. Han gav sit liv til Jesus, fortæller Howard Conder.

I to uger omkring påske vil 75 af Londons busser sprede Guds ord i hovedstaden.

Kampagnen ”Quote Jesus.com” skal sætte fokus på Jesus og give mennesker håb, fortæller Howard Conder fra Revelation TV.
Busserne vil have citater som ”De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør” og ”Jeg er vejen, sandheden og livet.”

Håb – selv efter terror

– Jeg følte, at Gud talte til mig om kampagnen i efteråret. Det hele stod klart for mig, inklusive navnet, fortæller Howard Conder. Og nu efter terrorangrebet har folk endnu mere brug for Gud.

– Efter angrebet på Westminster er det blevet klart, at mangel på håb er et stort problem i vor tid. Unge begår selvmord og skader sig selv, men vi vil gerne præge folks hjerter og sind med håb og tro på en bedre fremtid.

– I dag er der mange, som ikke ved, at Jesus sagde: ”Kom til mig, alle I, der er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile.”
Bibelen er en bog om håb, men det går denne generation glip af, fordi den ikke ved, hvad Bibelen har at sige, tilføjer Howard Conder.
Kampagnen, som kan følges på nettet, skal ifølge planerne også bruges i andre lande.