Tolstojs bekendelser

Den store russiske forfatter Lev Tolstoj skrev nogle verdensberømte romaner allerede som ung: ”Krig og Fred” og ”Anna Karenina”. Han var anerkendt i den intellektuelle elite. Rig og berømt, og ejede et enormt gods. Men midt i sin store succes spurgte han: Er der en mening med vores liv?

Tolstoj var vokset op med masser af religion. Men han måtte bare erkende, at det for ham kun var ritualer, og at han egentlig ikke troede på eller levede efter troen. Og han bemærkede, at selv de troende i hans rige omgangskreds havde de samme fornøjelser og synder, som alle andre.
I de kommende år forsøgte han at finde videnskabens svar på meningen med livet. Men han opdagede, at den kun havde svar på de enkelte fagområder. Resten var blot teorier og snak, når man bevægede sig udenfor sit fag-område.

Tolstoj var også skuffet over den tids forfattere og filosoffer. De troede selv, at de skulle lede befolkningen med deres radikale skrifter og deres opgør med de gamle normer. Men når han gik dem på klingen, kunne ingen give ham en mening med livet. Og moralen og etikken var heller ikke højere her.
Tolstoj begyndte at tænke som den rige og mægtige kong Salomon, der i prædikerens bog siger de berømte ord:
”Endeløs tomhed. Alt er tomhed.”
Tolstoj så ikke andre udveje end at begå selvmord, men havde ikke modet eller anledningen til det.

I sin søgen blev han inspireret af den jævne befolkning, der i modsætning til eliten var troende og ikke så forvirret.
Tolstoj frigav sine fæstebønder, og han arbejde selv sammen med bønderne i marken og oplevede deres enkle, men meningsfyldte liv. For de troede og levede dengang efter kristendommens mening og normer.
Ganske vist var der mange dogmer og ritualer, han ikke forstod, men han overgav sig i tro. Og straks mærkede han, at glæden ved livet kom tilbage.

Sådan er det også i dag. Videnskab, filosoffer og politikere kan ikke give os meningen med livet. Men når vi tager springet og tror, oplever vi, at kristendommen er sand og fuld af liv og glæde.