Den gode hyrde kalder på dig

– også når du ikke kan se ham.

”Kan du ikke lige fodre fårene?” Spørgsmålet kom fra bondemanden på den gård i Nebraska i USA, hvor jeg boede et år af mit liv som udvekslingsstudent, for efterhånden mange år siden.

”Jo, selvfølgelig kan jeg det”, svarede jeg, selvom jeg havde boet i København hele mit liv, og min eneste erfaring med at fodre dyr var fra dengang, min undulat slap ud af sit bur og blev ædt af en kat.
Så uden at tøve gik jeg ned og kørte en vogn fyldt med foder ind til fårene.
Efter et stykke tid opdagede jeg til min gru, at jeg havde haft så travlt, at jeg havde glemt at lukke lågen ind til indhegningen. Det havde et par af fårene opdaget og var bevæget sig ud af indhegningen og hen imod et par træer i nærheden.

Jeg besluttede mig straks for at gøre skaden god igen ved at hente de vildfarne får. Men mens jeg var på vej mod lågen, blev jeg overhalet af flere får, der løb ud af indhegningen for at slutte sig til deres kammerater. Så der stod jeg pludselig, uden for indhegningen, med en stor flok larmende og forvirrede får, der ikke havde den fjerneste intention om, at gå ind igen. Heller ikke selvom jeg prøvede, at skubbe, mase, og til sidst tiggede dem om, at gå ind.

Men så var det, at bondemanden kom ud, gik hen til fårene og kaldte på dem med en kærlig, men fast stemme, så de alle hurtigt fulgte efter ham ind igen. Eller det vil sige næsten alle, for et af fårene havde som det eneste bevæget sig forbi træerne og ud på en af de majsmarker, der omgav gården, og hvor majsplanterne nu stod så højt, at det stakkels får ikke kunne se og kun svagt kunne høre bondemandens stemme. Bange udstødte det et højlydt ”mæh”, og bondemanden gik straks hen, kaldte stille på fåret, førte det ud fra majsmarken og ind i indhegningen til de andre får.

At kende hyrdens stemme

I teksten læser vi netop om Jesus som den gode hyrde, og vi læser om får, der hører hyrdens stemme og følger efter ham, fordi de kender ham.
Fårene på gården i Nebraska kendte bondemanden, fordi han hver dag, år efter år, havde taget sig af dem. Han havde sørget for mad til dem, talt med dem, hjulpet dem, når de var syge, set til dem, når de var bange. De vidste, at han havde omsorg for dem og ville dem det godt, og fulgte derfor med ham.

For disciplene var der også noget genkendeligt ved Jesu ord, for som Peter tidligere sagde, da Jesus spurgte sine disciple, om også de ville forlade ham: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord”(Johannes 6:68).
De kendte Jesu ord, ikke som menneskelige ord alene, men som Guds egne ord, ord der havde lydt fra skaberværkets begyndelse, havde talt til dem ved oplæsningerne i synagogen og nu stod hos dem, så Johannes senere måtte beskrive det således ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Johannes 1:14).

Den sande hyrde gav sit liv

Bondemanden på gården i Nebraska endte aldrig med at måtte give sit liv for fårene, selvom han nok havde gjort det.
Men i påskeberetningen læser vi, at det netop var, hvad den sande hyrde endte med at gøre, og at det netop er derfor, at han kan blive vores hyrde, at vi kan høre hans stemme og følge efter ham, også når vi som ensomme får på majsmarken er så langt væk, at vi end ikke kan se hyrden mere.

Hører du hyrdens kald i dit liv lige nu? Ser du hans omsorg og hans kærlighed til dig? Eller står du som det ene får på majsmarken, skræmt, forvirret og uden blik for, hvor hyrden er? Så kald på ham, vent i tillid til at han hører dig og kommer til dig, og følg så med ham hjem.

Søndagens tekst: Joh. 10, 11-16

Teksten er fra Biblen på hverdagsdansk

11 Jesus fortsatte: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. 12-13 Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde. 14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene. 16 Jeg har også andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.