Andries har set Jesus – ansigt til ansigt – 9 gange!

Pastor Andries er en del af ”Prophets Round Table” i Sydafrika, der hvert år udgiver bogen ”God said” med profetier for det nye år.
Mange af profetierne i bogen for 2017 er allerede gået i opfyldelse…!

Sydafrikansk profet underviste i Danmark om at opfatte, udtale og bedømme profetiske budskaber. Her er hans egen dramatiske livshistorie om, hvordan han mødte Jesus og begyndte at profetere.

Som 7-årig blev Andries Heerden udsat for et seksuelt overgreb. Det første til, at han blev syg og begyndte at stamme. Han holdt derfor op med at tale.

– Jeg var fyldt med vrede, og jeg hadede mange mennesker. Jeg ønskede ikke at leve mere. Jeg ville bare dø. Jeg kunne ikke se en fremtid for mig selv.
Men pludselig – jeg var kun 11 år – oplevede jeg, at se Jesus stå lige ved siden af mig. Han sagde:
– Jeg har et formål med dit liv. Jeg kalder dig til profet for nationerne. Du vil rejse fra sted til sted og forkynde mit ord. Og jeg vil åbenbare mig for dig, og jeg vil vise dig min passion og kærlighed for folkeslagene.
– Hørte du virkelig en tydelig stemme…
– Ja, han var dér, ligesom du nu er der, og jeg kunne både høre ham og se ham. Det var ikke en vision – han var der!
Han var der pludselig, han viste sig, og han talte, og jeg var virkelig knust på det tidspunkt. Men hans ord var liv for mig. Den byrde, der havde ligger på min sjæl, forlod mig, da han talte.
Jeg husker specielt den strålende herlighed, der var omkring hans person. Alt blev oplyst i rummet. Meget lyst.
Mens han talte, forlod bitterheden mit hjerte.
Og så var han igen væk, men glæden blev tilbage. Lyset blev tilbage i mig. Mit tungsind var væk.
– Det er jo fantastisk. Der er ikke mange mennesker, der har set Jesus…
– Jo, jeg har mødt mange, som har set Herren. Jeg rejser meget og møder mange, der har haft et møde med Herren.
– Kan du beskrive, hvordan Jesus så ud?
– Ja, men jeg vil ikke prøve at beskrive ham.
– Men han var tæt på dig?
– Ja.
– Har du set Jesus igen?
– Ja. Fra jeg var 11 til jeg var 17 år, oplevede jeg ni gange at se og høre Jesus. Og efter den tid har jeg også set Jesus nogle gange…
– Hvad skete der, da du var 17 år?
– Jeg ønskede så brændende at tale i tunger. Jeg opsøgte mange for at få forbøn, og jeg søgte virkelig Gud; jeg bekendte mine synder, jeg holdt op med at se dårlige film i fjernsynet, men jeg kunne stadig ikke tale i tunger.
Til sidst fastede jeg i 53 dage, og jeg husker, at jeg sad udmattet på min seng og bad til Jesus: ”Herre, hvis du ikke giver mig gaven til at tale i tunger, så vil jeg ikke længere tro, at tungetale er for mig. Jeg har gjort alt, hvad jeg kan.”
Og mens jeg bad, stod Jesus pludselig i rummet, og han sagde: ”Andries, hvorfor søger du så hårdt, hvad jeg allerede frit har givet dig?”
Og da han sagde dét, begyndte jeg straks at tale i tunger, mens han endnu talte – og fra det tidspunkt var min stammen også forbi!

Familien blev frelst

– Min familie var ikke frelst. Vi boede først i Namibia, fordi min far var i militæret og var udstationeret her under Angola-krigen.
Senere flyttede vi til Sydafrika.
De blev troende, da jeg havde min oplevelse som 11-årig.
De begyndte at komme i den lokale kirke i Limpopo sammen med mig.
Der skete meget med mig. Jeg kunne fx drømme om en person, jeg ikke kendte, og jeg fik hans navn. Et par dage senere ville personen så dukke op på samme måde, som i drømmen.
Og jeg kendte allerede noget om personen fra drømmen, som jeg ellers ikke kunne vide. Og når jeg fortalte ham om det, åbnede det altid en mulighed for, at jeg kunne bede for dem. Mange tog imod Kristus på den måde, mens jeg var teenager og ung.
I dag er hele min familie frelst, og de er med i den lokale kirke, hvor jeg nu er præst.

Andries og hans tyske kone Christiane van Heerden er ledende pastorer i Emmanuel Church i Louis Trichardt, Limpopo, Sydafrika. De har to sønner.
Alle skal høre fra Gud

– Udover at være præst underviser du i profeti?
– Ja, jeg rejser meget og taler på mange konferencer. Jeg forsøger at udruste og træne de kristne til at lytte til Gud.
– Hvorfor er det vigtigt for dig at undervise i profeti?
– Fordi Herren ønsker, at vi – alle kristne – skal være ledt af hans hellige ånd. Derfor skal vi kunne høre hans stemme. Den profetiske gave er, at kunne høre Herren og adlyde ham, og derfra flyder et åndsfyldt liv.
Jesus siger jo: ”Mine får hører min stemme, og jeg leder dem.”
Det er også en del af udrustningen, at vi kan bede korrekt og akkurat.
Det profetiske kald er at være en vægter på kirkens mur.
Og endelig er det meningen, at vi skal forløse Guds vilje på jorden.
I Amos bog kapitel 3,7 står der:
»Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne«.
Jeg tror, at Gud leder efter nogen, som kan udløse hans vilje på jorden. Profetien er et redskab til at udfolde Guds planer og til at stå imod Satans onde planer.

Kursus i Danmark

I sidste uge underviste Andries på kurset Listen på Kolding Internationale Højskole. Her deltog et halvt hundrede interesserede i det profetiske fra hele landet sammen med skolens elever.
– Hvordan undgår vi, at profetier blot er ønskedrømme eller ord, man siger for at behage?
– Vi må lade os bedømme, og vi må tage imod korrektion. Lære af det og vokse i at bringe præcise ord. Men man kan ikke undgå fejltagelser. Men det er vigtigt, at der er kreative miljøer – som ved dette kursus på højskolen her i Kolding – hvor man kan øve sige og modtage belæring.
Det kræver mod at komme med et ord, og få feed-back. Det er vigtigt, at kirken giver feed-back. Fx når der er profeteret noget præcist med dato osv., som ikke sker.
Det er også vigtigt, at man profeterer med den rigtige attitude. Et profetisk ord skal ifølge 1. Korintherbrev 14, 3 ”give styrke, hjælp og trøst”, slutter Andries van Heerden.