Er bøn for den syge ikke tilstrækkelig?

Kære Orla Lindskov.
Jeg vil gerne tage et par problemer frem, som hænger sammen med min opgave i min menighed. Jeg er medlem af menighedsrådet. I menighedsrådet opfatter vi os nu som menighedens ældste. Sådan var det ikke før. Men vores menighed er blevet fornyet ved Helligåndens indgreb. Dette vidunderlige indgreb ovenfra har næsten berørt alle i menigheden. At opfatte rådet som et ældsteråd er vel også det, der er nærmest det bibelske.

I rådet står vi som nævnt lige nu med to problemer. Det ene er, at vi for nylig er blevet opfordret til at komme ud og salve en syg med olie og bede over vedkommende. Det har bragt os i knibe, for der er ingen af os, der har helbredelsens nådegave. Den tjeneste er mig bekendt heller aldrig blevet brugt i vores menighed tidligere.

Vi har så i stedet lovet den syge at bede for ham i menigheden. Det tilbud har han så også taget imod med glæde og taknemmelighed.
Han er så heldigvis også blevet rask igen, og han har takket menigheden ved flere anledninger for dens forbøn. Han er overbevist om, at det er menighedens forbøn, der har helbredt ham.
I rådet har vi fred med at bede fællesbøn i menigheden for vores syge, da som sagt ingen af os i rådet har nådegaven. Men et par af menighedens medlemmer har bragt os i tvivl. De mener ikke, vores opfattelse er rigtig.

Nu med hensyn til salving med olie: Jeg har set dig bruge den tjeneste på et af dine møder. Men er salving med olie nødvendigt i forbindelse med forbøn for syge?

Er bønnen for den syge ikke tilstrækkelig?
Med venlig hilsen
Et medlem af rådet

SVAR:

Menigheden har fået nådegaven til at helbrede

Kære medlem af rådet.
Når salving med olie er nævnt sammen med bønnen i Jakobs brevs kap. 5, versene 14 og 15, så er det dog sådan, at bønnen er det vigtigste, altså troens bøn. Det er troens bøn, der vil frelse den syge, som der står.

Vi kan se salving med olie på linje med de andre ydre midler, som Jesus selv ofte brugte i forbindelse med sine helbredelser: Dyndet han smurte på den blindes øjne, håndspålæggelsen, berøring med en finger osv. (Mark. kap.7, v.33 og kap. 8, v.23. Samt Joh. Kap. 9, v 6).

Tænk fx også på vandet, som profeten Elisa brugte i forbindelse med helbredelse af Naaman.
Det var ikke vandet, der helbredte. Men derimod lydigheden overfor profetens ord.
Disse midler er i og for sig ikke nødvendige for helbredelsen; men de har en stor funktion til at støtte og aktivere den syges tro. Dermed kan vi se disse midler som medhjælpere til at formidle Guds overnaturlige, helbredende kraft.

Også det, at Herrens navn skal nævnes i forbindelse med salvingen, viser, at det ikke er olien i sig selv, der har den helbredende kraft. Det er tros-handlingen, der er knyttet til troen på Herrens navn samt troen på kraften i bønnen i Herrens navn.

Nu med hensyn til dit første spørgsmål om menighedsrådet (ældsterådet), i relation til nådegaven til at helbrede.
Som svar på dette spørgsmål vil jeg også gerne tage udgangspunkt i Jakobs brev, og også i kap. 5, versene 14 og 15.

Disse vers viser os nemlig, at Gud har givet menigheden nådegaven til at helbrede. Der er på dette sted ikke tale om, at Gud har givet en speciel person i rådet en nådegave til at helbrede. En speciel person i menigheden med en nådegave til at helbrede læser vi derimod om hos Paulus i 1. Korintherbrev kap.12, versene 9 og 10. Men det er en anden side af menighedens helbredende tjeneste.

Hos Jakob derimod er der tale om en gave, som menigheden skal forvalte. En menighedsgave, kan vi kalde det, som menigheden skal forvalte igennem sine ældste.
Det er vigtigt at lægge mærke til det. Det betyder så også, at ingen i menighedsrådet (ældsterådet) behøver at være udrustet med den specielle nådegave til at helbrede. De bliver nemlig så i deres tjeneste bærere af menighedens nådegave til at helbrede.

Det er ikke første gang, jeg har hørt om menigheds- og ældsteråd, som afholdt sig fra tjenesten med at tage ud til en syg, som den er beskrevet i Jakobs brevs 5. kapitel. Man undslog sig netop med begrundelsen, at ingen følte sig udrustet til denne tjeneste, netop fordi ingen mente, at de havde nådegaven til at helbrede.

Lad mig derfor nu til sidst igen slå fast, at i de ældstes tilfælde er de bærere af menighedens nådegave, når de drager ud til en syg. De er nemlig repræsentanter på menighedens vegne med menighedens nådegave.

Jeg håber, at mit svar kan udvide din forståelse af, hvad der er ment med indholdet i Jakobs brevs 5. kapitel. Jeg håber også, at jeres tjeneste i menigheden fremover må blive til velsignelse for mange syge.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

OPLEVELSER:

Kære Orla Lindskov!
Jeg vil gerne af hjertet sige dig tak, fordi du vedbliver med at bede for syge. Jeg synes, at det er en stor gave, du har fået af Gud.
Jeg oplevede for nogle år tilbage, at du bad for min meget dårlige ryg på et møde. Min ryg blev fuldstændig helbredt, og du skal vide, at det holder stadigvæk. Det er jeg utroligt glad og taknemmelig for, for jeg led virkeligt meget på grund af min ryg, før den blev helbredt af Jesus gennem din bøn.
Må Gud velsigne dig fortsat.
Hilsen med tak fra
En helbredt kvinde

Kære Orla
Tusind tak for den salvedug du sendte til mig til mit ømme og betændte tandkød. Jeg døjede med en begyndende paradentose. Men det forunderlige er, at allerede efter den første nat med salvedugen liggende under min hovedpude, kunne jeg om morgenen opleve en mærkbar bedring.
Efter nogle dage var problemet med mine tænder helt forsvundet. Det har selv min tandlæge undret sig over.
Mange gode hilsener til dig i taknemmelighed:
En kvinde, hvis tandbe-tændelse Jesus fjernede