Ny ung missionær i Region Nord
Fysioterapeut Andreas Fibiger (29) begynder den 1. oktober som missionær i Region Nord.
– Jeg troede ikke, at jeg skulle ansættes i en kristen organisation. Men jeg er lige så stille blevet ledt i den retning, forklarer Andreas,.
Det begyndte, da Andreas og hans kone, Anne-Cæcilie, uafhængigt af hinanden fik et kald til at tjene Gud. Efterhånden blev kaldet mere konkret gennem udfordringer og opfordringer.
– Jeg hørte om en stilling som missionær i Region Nord, og efter mange overvejelser søgte jeg, og så måtte Gud lukke eller åbne døren. Jeg brænder for at fortælle mennesker om Jesus, og jeg er glad for, at det er Indre Mission, jeg er kaldet til at være en del af, fordi det er en organisation, der har et så gennemgribende fokus på Jesu død og opstandelse og den betydning det har for menneskers liv, forklarer Andreas Fibiger, der selv er søn af en indremissionær.
Andreas og Anne-Cæcilie har i nogle år boet i Aarhus sammen med deres datter Kristine. Han har i flere år været lovsangsleder på Hjallerup Bibelcamping, og har blandt andet arbejdet som rytmisk musikmedarbejder ved Christianskirken i Aarhus, skriver Indre Missions Tidende.