175.000 børn på flugt fra IS i Filippinerne

Viva har netop modtaget støtte til uddeling af mad samt traume-indsatser for flygtningebørn.

Viva Danmark er i området og tilbyder nødhjælp og traumebehandling til børn på flugt.

I Filippinerne er mere end 350.000 mennesker, heraf mindst 175.000 børn, flygtet fra hus og hjem efter et blodigt angreb på byen Marawi, på øen Mindanao i den sydlige del af landet.

Det skriver Viva Danmark, som har arbejdet i området siden 2013. Organisationen har netop modtaget penge fra ”Danish Emergency Relief Fund” til uddeling af mad til familier og traume-indsatser for børn.

Krigens ofre

– Når jeg hører høje lyde, så gemmer jeg mig. Jeg er bange for høje lyde, siger 11-årige Kar B. Han var til stede under angrebet på Marawi d. 23 maj. Regeringssoldater og militante islamister har lige siden kæmpet om byen. I dag bor Kar B. i en af de midlertidige flygtningelejre på en basketballbane 40 km fra sit tidligere hjem.

Mad og traumebehandling

Programmet ”Operation Safe for Marawi Children and Families”, som Viva har igangsat sammen med lokale partnere, skal give børnene mulighed for at udtrykke sig gennem musik, skuespil, fortællinger og andre redskaber, der kan åbne for dialog om de barske oplevelser, de har været igennem.

Der etableres støttegrupper mellem børnene, og forældrene lærer, hvordan de bedst kan støtte børnene under de svære omstændigheder. Desuden bliver børnene screenet, således at de børn, der har behov for det, kan få yderligere professionel hjælp.

Lokale frivillige

Indsatsen bygger på stort engagement hos lokale frivillige, som trænes i at møde børnene og lave de første aktiviteter.
Tess Torres har arbejdet med børnene i Sta. Elena Evacuation Center. Hun siger: ”Vi nåede ud til 1.000 børn på to uger. Børnene var glade for, at der skete noget, og havde det svært med, at vores indsats kun varede i 5 dage for hver gruppe af børn”.

Viva Danmark

Viva Danmark udtrykker stor lettelse over at kunne hjælpe i den svære situation på Mindanao.
– Viva er en børneorganisation, og derfor fokuserer vi på børnene i denne konflikt. Vi ved, at det er vigtigt med en hurtig indsats. Med midlerne fra ”Danish Emergency Relief Fund” og vores private donorer har vi haft mulighed for at reagere hurtigt. Det er vigtigt for små organisationer, at vi nu også kan hjælpe i katastrofesituationer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vores mangeårige samarbejde med lokale partnere giver os et solidt kendskab i området og en særlig adgang, som sikrer, at vi kan sætte hurtige og bæredygtige løsninger sammen, siger leder af Viva, Gritt Holm Hedehus.