Balloner bringer bibeldele til Nordkorea

Studievært for CBN News, George Thomas, har selv været med på en tur til grænseområdet, hvorfra kristne sydkoreanere sender balloner med evangelietekster til Nordkorea.

Siden 1991 har kristne sydkoreanere delt evangeliet gennem ’Operation Dandelion’.

– Vinden spreder ballonerne med budskabet ud over Nordkorea ligesom mælkebøttefrø.

Sådan forklarer ”Peter” fra Sydkorea tanken bag ’Operation Dandelion’ (mælkebøtte).

I Nordkorea er det strengt forbudt at være kristen, og bare det at eje en bibel kan medføre strenge straffe både for ejeren og hans/hendes familie. Det er også umuligt at sende bibler til Nordkorea, så kristne fra nabolandet i syd har siden 1991 sendte balloner ind over grænsen.

Ballonprojektet er heller ikke ufarligt, så folkene fra Operation Dandelion er anonyme. De beder over hver enkelt af de små balloner, før de slippes ud i vinden, fortæller CBN News.

Specielle balloner

De sydkoreanske kristne fremstiller specielle balloner, som de fylder med helium – og bibeltekster, fx Markusevangeliet. Ballonerne bliver sendt afsted – når vindretningen og vejret iøvrigt passer – fra den demilitariserede zone i grænseområdet.

– Ligesom en mælkebøtte har brug for vinden til at sprede sine frø, har vi brug for vinden til at sprede budskabet. Det er næsten umuligt at få bibler ind i Nordkorea, så ballonerne er den mest effektive måde at dele evangeliet på, forklarer Peter.

En anden sydkoreaner tilføjer:
– Ved at sende disse balloner lader vi vores nordkorenaske brødre og søstre vide, at vi beder for dem, og bibelteksterne skal være til opmuntring for dem.