Hvorfor kristen friskole og ikke folkeskolen?

Lene Dissing

Vi spurgte forældre, der har små børn, der skal begynde i skolen, om deres grunde til at vælge en kristen friskole.

Flere og flere forældre vælger en kristen friskole til deres børn, når de skal starte i skolen. I februar offentliggjorde Jyllands-Posten tal, der viser, at de 35 skoler under Foreningen af Kristne Friskoler på fem år har fået hele 12 procent flere elever. Det er en større fremgang end for andre friskoler.

Der kan være forskellige begrundelser, når forældre vælger at sende deres barn på en kristen friskole frem for folkeskolen eller andre friskoler.
Det kristne grundlag vægtes højt, men ofte kan der også være andre faktorer, der spiller ind. På de fleste kristne friskoler kommer der børn fra både kristne hjem og børn fra ikke-kirkevante familier.
Udfordringen ringede til nogle forældre, der har valgt en kristen friskole til deres barn/børn, og spurgte: Hvorfor kristen friskole frem for folkeskolen?

Tro, faglighed og størrelse

David Sommer er far til Rakel og Rebecca, der starter i henholdsvis 1. og 5. klasse på Jakobskolen i Aarhus. Hans to ældste børn gik også på skolen:
– Vi er kristne, så det var naturligt for os, at det skulle være en kristen friskole.

En anden grund er fagligheden, og at det er en skole med et godt omdømme, som har nogle meget dygtige undervisere. Der er et stort engagement fra lærernes side, og det er som om, at lærerne går meget op i, at det skal lykkes for den enkelte.

En tredje grund er, at det er en lille skole, hvor der er plads til at være lidt familiær og tæt. Der har for os også ligget nogle forhåbninger om, at vores børn måtte få nogle gode venner, måske for livet.

Uden at det skal lyde eksklusivt, så synes vi, at der er noget mere seriøst over det end folkeskolen. Når forældre smider penge efter det, så gør de det selvfølgelig også med ønsket om at få noget igen.

Desuden lægger vi vægt på, at der er andagter, og at der undervises i kristendom og ikke bare i religion, siger David Sommer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Flere kristne i klassen

Lene Skovens datter Julie starter i 0. klasse på Lukas-Skolen i Vejle:
– Vi har valgt en kristen friskole, dels fordi vi kan lide det kristne grundlag, dels fordi Lukas Skolen ikke er så stor en skole, og den har et godt ry.

Lene Skoven
Flere kristne i klassen

– Vores store pige går der og skal i 7. klasse, så vi kender skolen i forvejen. Det er ikke problemfrit, og der har bestemt været problemer, men der tages hånd om problemerne mere end der gøres i folkeskolen, som måske ikke har de samme ressourcer til det.

Desuden vil vi gerne, at vores børn oplever, at det ikke er ualmindeligt at være en kristen i klassen, som de måske ville i folkeskolen, siger Lene Skoven, der vurderer, at halvdelen af børnene på Lukas-Skolen kommer fra troende hjem og halvdelen fra ikke-kirkevante familier.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Skolen tør stå ved troen

Lene Dissing Holms søn Jeppe starter i 0. klasse på Lukas-Skolen i Vejle:
– Vi har valgt friskolen, fordi vi selv tror på hele baduljen, og vi vil gerne en skole, som understøtter dét, som vi selv tror på. Og som tør stå ved det. Vi har også valgt Lukas-Skolen, fordi den har et godt ry, men også fordi den har gode undervisere.
Folkeskolen har også mange gode lærere, men ikke nødvendigvis et grundsyn, og det er vigtigt for os.

På friskolen er der et bredt spekter af børn, og der skal være plads til forskellighed, men vi oplever, at folkeskolen skal have alt, hvilket nogle gange kan gøre det svært for lærerne.
Det er også vigtigt for os, at der er ro på, når undervisningen starter kl. 8, og at skolen tager hånd om de problemer, der kommer.

I et af vores børns klasse er der en pige med en diagnose, men skolen har virkelig taget hånd om det, synes vi, siger Lene Dissing Holm, der foruden Jeppe har to andre børn på skolen, en pige, der starter i 3. klasse, og en dreng, der starter i 1. klasse.

Vælger heldagsskolen fra

Christina Sylvest Jensens søn Bertram starter i 0. klasse på Lukas-Skolen i Vejle:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi har valgt Lukas-Skolen, dels fordi den ligger tæt på, hvor vi bor, dels fordi vi ikke går ind for heldagsskolen, og derfor har folkeskolen aldrig været på tale hos os. At det så lige er en kristen friskole har ikke været afgørende for os.

Vi er døbt og går i kirke til jul, men vi er ikke selv udprægede kristne. Vi går dog ind for de kristne værdier, og vi ser ikke noget problem i, at vores barn lærer nogle gode normer.

Vi lægger vægt på nogle gode, trygge rammer, og at vores barn får en god skolestart og bliver udviklet både fagligt og socialt, så han kan blive et selvstændigt menneske, siger Christina Sylvest Jensen.$