Godt samtaleoplæg om sygdom
Her er et lille bibelstudiehæfte, som der er grund til at ønske alt godt med på vejen. Må det blive flittigt brugt, både i det private regi (til eftertanke) og i studiekredsens (til deltagernes eftertanke og afklaring)!
Det er nemlig et vigtigt emne, der her tages op. Det vedrører alle: sygdom – hver mands herre, som ordsproget siger. Hvorfor mig? er det altid tilbagevendende spørgsmål. Som en kræftramt formulerede det fornylig: ”Jeg har ikke været misbruger, jeg har spist sundt, levet sundt, motioneret, gjort alle de rigtige ting, som eksperterne hele tiden fortæller os, vi skal gøre. Og så rammer det alligevel mig!”
Hvorfor?
Sygdom er fra Skabelsens begyndelse ikke en naturlig ting, men har sneget sig ind i menneskets historie via syndefaldet. Efter dette interessante indlednings-afsnit følger et lidt større afsnit om læger, medicin og det ”alternative” – noget, som der altid er opmærksomhed omkring, men desværre heller ikke altid af det gode.
Efter et afsnit om psykiske lidelser følger en gennemgang af Guds helbredende kraft, der kan modtages dels gennem bønnen, dels gennem helbredelsens nådegaver, fx sygesalvning. Der er også et oplæg om, hvordan sygdoms-spørgsmålet kan håndteres i forhold til ikke-kristne venner – og til allersidst: hvordan man som personlig kristen kan sætte ord på sin klage, fx hvis man anfægtes af nej som bønnesvar.
Som man vil se, kommer det lille hæfte ganske godt omkring, den korte plads taget i betragtning. Et spadestik er taget. Gravning i dybden er studiekredsens opgave. Her er i al fald mange gode in-puts at gå videre med.Specielt betydningsfuldt er det også, at der lægges op til, at hæftets brugere skal inddrage deres eget personlige liv og erfaringer i samtalen.
Dan K. Månsson m.fl.:
”Når sygdommen rammer. Bibelstudie.”
50 sider • 50 kr. • Lohse