Klassiske bibelhistorier smukt illustreret
En ny børnebibel fra forlaget Eksistensen indeholder 28 af Bibelens klassiske fortællinger, og de er smukt illustreret af den italienske kunstner Daniele Fabbri.
15 kapitler med historier fra Det Gamle Testamente og 13 fra Det Nye Testamente udgør indholdet i denne nye smukke udgivelse. Det starter ved begyndelsen med skabelsen og fortsætter med Noah, Abraham, Jakob, Moses, David, Jonas og Daniel.
Fra Det Nye Testamente læser vi om Jesu fødsel, udvalgte lignelser og beretninger om mirakler og Jesu lære. Bogen slutter med opstandelsen, og der rundes af med løftet om Helligånden og kaldet til at gå ud i verden og fortælle om Jesus.
De udvalgte fortællinger er forholdsvis korte og henvender sig til de 4-8 årige. Til hver fortælling vises det, hvor i Bibelen de forskellige beretninger kan findes i deres originale udgave, og bagerst findes en komplet oversigt.
Marion Thomas og Daniele Fabbri: Klassiske Bibelhistorier
62 sider • 85,00 kr. • Eksistensen