Aalborg: Reformations- gudstjeneste i Budolfi Kirke

Reformationsjubilæet fejres med en festgudstjeneste i Budolfi Kirke den 31. oktober kl. 19.00. Prædikant er biskop Henning Toft Bro, og Aalborg Symfoniorkester medvirker ved gudstjenesten, hvor også flere politikere deltager.

”Vi har arbejdet med Reformationsjubilæet i fire år i Aalborg Stift, og det hele kulminerer med festgudstjenesten den 31. oktober. Dermed bliver Reformationen ikke kun noget, der skete for 500 år siden. Det bliver en stadig levende begivenhed, der kan få os til at reflektere over, hvad det vil sige at være en evangelisk, luthersk folkekirke i dag”, siger Henning Toft Bro.

Den 31. oktober 1517 slog den oprørske munk Martin Luther 95 teser op på slotskirken i Wittenberg i det østlige Tyskland. Det blev indledningen til en kirkelig og kulturel revolution i Europa og førte til den danske reformation i 1536.

Folketingsmedlemmer, kommunal- og regionspolitikere samt præster og menighedsråds-medlemmer fra hele landsdelen vil deltage i gudstjenesten i Aalborg den 31. oktober. Kirkegængerne vil bl.a. opleve klassiske Luthersalmer fremført af professionelle sangere med musikledsagelse fra Aalborg Symfoniorkester.

Reformationsgudstjenesten i Budolfi Kirke er den femte og sidste i en række reformationsgudstjenester, som har været holdt i hele Nordjylland siden 2013. De fire tidligere gudstjenester har været i Sæby, Vestervig og Visborg Kirker samt kirken på Børglum Kloster. Reformationsgudstjenesten i Aalborg domkirke er for alle, der måtte ønske at deltage.

TV2 Nord live-transmitterer gudstjenesten på TV2 Nord Salto.