Kan jeg undgå det onde og bare nyde mit liv?

Kære Orla Lindskov
Jeg skriver dette brev til dig, selv om jeg har bemærket, at det mest er ældre og syge mennesker, der skriver til dig.
Jeg er en ung mand på 20 og har i år bestået min studentereksamen. Jeg interesserer mig meget for filosofi, og denne interesse kan jo ikke undgå at bringe mig omkring kristendommen.
Jeg er ikke syg; men det, jeg vil drøfte med dig, indbefatter også sygdom. Jeg opfatter mig selv som en glad ung mand med mod på livet.
Min moster går meget til møder og er en ivrig læser af bladet Udfordringen. Det er fra hende, jeg får bladet. Hun siger, at du forstår de fleste af dem, der skriver til dig. Derfor tror jeg også, at du vil forstå mig.

Jeg kommer fra et godt hjem, hvor vi har omsorg for hinanden. Jeg har aldrig manglet noget. Jeg har allerede rejst meget og set meget.
Jeg har også begået fejl. Men jeg har jo ikke skabt mig selv og kan derfor ikke gøre for, at jeg er, som jeg er. Men jeg har dog fortrudt mine fejl. Det kalder min moster for anger.
Jeg har aldrig kunnet forstå dem, der til stadighed jamrer over livets elendighed. Dermed siger jeg ikke, at alt i livet er skønt. Jeg ved godt, at der også findes det, som er grimt og mørkt. Det grimme og det mørke virker på mig som fejl ved livet.
Jeg prøver i hvert fald at blive færdig med det grimme og det mørke så hurtigt som muligt. Jeg har prøvet lidt af disse ting. Jeg vil helst leve mit liv uden disse fejl.
Mange folk oplever det, som jeg vil holde væk fra mit liv. De oplever sorger, sygdom, lidelse og anger, og de bliver nedbøjet af det. Mange får næsten ryggen knækket af det.
Jeg vil være glad hver dag og nyde livet og holde smerte borte. Kan du sige mig, hvordan man gør det?
Jeg bryder mig ikke om kristendommen, når man synger salmer om lidelsen og siger, at lidelsen forædler. Det er jo det modsatte, der sker. De lidende kristne bliver både bitre, hårde og uduelige til at leve livet.

En præst, jeg talte med i toget til København om netop disse ting, han sagde, at der ikke blot findes solskinsdage i naturen. Der findes også stormdage og regndage. Han sagde også, at ingenting kunne blive til og vokse i bare solskin.
Ok, sådan er det jo i naturen. Men sorgen og lidelsen i menneskelivet er af det onde og hører mørket til. Det har ikke noget med naturen at gøre.
Det er blot en mørk, kristen fordom, dette med lidelsens nødvendighed. Jeg ved godt, at mennesker kan blive angrebet så meget af det onde, at de ikke kan holde det væk. Man skal nok møde det på en eller anden god måde, når det kommer. Måske kender du sådan en god måde?
Men jeg vil holde fast ved glæden i livet og dyrke den.
Nu er jeg færdig med, hvad jeg ville sige. Jeg tror godt, du forstår, hvad jeg mener.
Venlig hilsen Studenten

Også lidelse kan bringe os til glædens Gud

Kære Student
Tak for dit interessante brev.
Jeg kan godt forstå dig og følge dine tanker. Det er godt, at du vil holde fast i glæden.
Det er bare ikke alt ondt og al lidelse, vi kan holde væk fra vores liv. Det gælder derfor om at finde en god måde at gennemleve det på uden at få ryggen bøjet og knækket.
Det er den måde, du spørger efter, og den måde vil jeg give dig til sidst i mit svar.
Men der er noget andet, som jeg først vil sige til dig.

Der findes mennesker, som har svært ved at finde glæden i livet. Det kan have mange årsager.
Der findes fx mennesker, som ikke kan nå frem til det højeste i livet, nemlig til Gud, hvis de udelukkende oplevede glæde.
Det onde og lidelsen kan være en nødvendighed for nogle, for at de kan nå målet med deres liv. Målet er Gud.
Men det er ikke Gud, der bruger lidelsen og det onde. Det tror mange. Men det er forkert. Der er mange mennesker, der henter det onde og lidelsen ind i deres eget liv.
Tænk dig fx en mand, der aldrig vil se sig selv, som han virkelig er.
Han har valgt at lukke øjnene for alt det ved ham selv, som han ville være nødt til at skamme sig over. Den mand inviterer selv det onde og lidelsen ind i sit liv. Hvordan?
Jo, han har lukket Helligånden ude. For om Helligånden står der i Bibelen, at han skal overbevise verden om synd, dom og retfærdighed. Helligånden er således en stor hjælp til os mennesker. Den hjælp vil denne mand ikke tage imod.
Tænk dig så en anden mand, som lever med selvransagelse, og som fortryder hver gang han ser noget ved sig selv, som er ondt og forkert. Han har lukket Helligånden ind, og ved Helligåndens hjælp står han det onde imod. Han sår det gode, som giver en god høst. Men selv til ham, kan der komme smerte, for selv det bedste menneske er ikke fejlfrit.
For nogle er der en oplagt sammenhæng mellem hvordan de lever, og hvad de lider.

Vi skal ikke indbyde lidelsen i vores liv som en nødvendig gæst. Lidelsen er nemlig ikke en gæst, der venter på indbydelse. Lidelsen kommer både selvforskyldt og uforskyldt til mennesker.
Men nu tilbage til vores udgangspunkt, nemlig dit spørgsmål om den gode måde:
Hvis vi modtager lidelsen med knurren og trods, så vil den bøje vores ryg og knække os. Det er den dårlige måde at gennemleve det onde og lidelsen på.
Men her så den gode måde:
Når det onde og lidelsen tvinger sig ind i vores liv, så skal vi som Paulus tro på, at det onde og lidelsen vil bringe noget godt med sig. Heraf det største, at det onde og lidelsen vil bringe os nærmere til Gud.
Kære student, til slut vil jeg sige til dig: Husk Gud er glædens Gud. Den ægte glædes Gud.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov