Du har ingen grund til at skamme dig!

(Læsetid: 2 minutter)

No Shame” var temaet på IMUs teenagestævne EVENT 2017 i Vejle.

Går du og skammer dig? Glem det! Du har i virkeligheden ingenting at skamme dig over! Som kristne har vi grund til at være stolte.

Skammen, eller snarere dét at vi ikke skal skamme os, var den røde tråd, da 800 teenagere og ledere i sidste weekend mødtes til Indre Mission Ungdoms årlige landsstævne, EVENT 2017.
For de unge på 13-19 år var der gensynsglæde, fællesskab, lovsang, forkyndelse og fordybelse i smågrupper. Hver deltager var tilknyttet en smågruppe, der mødtes fire gange, og hvor man delte liv og tanker i en snæver kreds.

Bent Molbech fra Djurslands Efterskole talte blandet andet om forskellen på skyld og skam.

Årets tema hed ”No Shame”. Ord som skam og skyld, men også tilgivelse og nåde blev sagt mange gange i løbet af weekenden.
”Vi er sammen om et fantastisk budskab i aften: Vi har ingenting at skamme os over”, blev det allerede på åbningsaftenen slået fast af IMUs nye landsformand, Niels Hankelbjerg Mortensen.

Bent Molbech, der er forstander på Djurslands Efterskole i Fjellerup, fortalte deltagerne, at Jesus har fjernet deres synder fra dem. Han talte også om forskellen på skyld og skam.

’Guds’ vandt bandkonkurrence

Frederik Thormann og David Ingemansen, der begge studerer teologi på Menighedsfakultetet, argumenterede lørdag for Jesu opstandelse i et overbevisende trosforsvar ”Hvad tror du selv?”.
Et højdepunkt var lovsangs- og releasekoncerten lørdag aften, hvor den nye lovsangsplade ”Du Gav Mig Alt” blev præsenteret. En plade med et mix af nye og gamle sange, der har fået en opjustering. Det veloplagte lovsangsband leverede en fantastisk koncert med tekster, der kredsede om afmagt, tilgivelse og nåde. Koncerten er lagt på YouTube.

Bandet ’Guds’ fra Frøstruphave Efterskole vandt ZOOM bandkonkurrencen.

I årets bandkonkurrence, ZOOM, viste teenagemusikerne, at de ikke bare har musikalsk talent, men også har tænkt dybt over teksterne. Vinder blev bandet ”Guds”, som også havde taget udgangspunkt i temaet ”No Shame”. Alle medlemmerne går på Frøstruphaves Efterskole sammen.

PEPtalk ved Peter Højlund var populært. Her stillede man et kort spørgsmål om Gud og tro, og fik et kort, fyndigt svar.

Søndag blev stævnet rundet af med gudstjeneste ved Joakim Hjort og titlen: ”Ingen skam i livet”.

Landsstævnet har eksisteret siden 1980, i de første mange år for hele IMUs målgruppe, de 13-25-årige. Midt i storhedstiden i halvfemserne samlede EVENT, som dengang hed LUS, omkring 2.500 deltagere, men fra 2007 har stævnet kun været for teenagerne. Årets deltagerantal var det højeste i nyere tid.

Næste års stævne bliver 2. til 4. november.

Læs også