Psykiatri, afmagt og selvmord

Jens Peter Lauge Giversen
Daddellunden 1, 1 tv
6705 Esbjerg Ø

En meget interessant artikel s. 2 d. 19. nov. om en kristen psykiater og psykiatri! Om skizofrene, selvmordstruede patienter med vrangforestillinger og færre sengepladser til dem på hospitalerne.
En selvmordstruet mand, som isolerer sig, “hører stemmer” og andre forestillinger, og som nægter at tage medicin. Og manden har været tvangsindlagt. – Medicinen kan ikke helbrede ham. Den er kun til symptombehandling. – Og tvangsindlæggelse: Var manden kriminel eller bevidstløs? Hvis ikke, er det så lovligt i et demokratisk land?

Mange tager deres eget liv i afmagt og fortvivlelse, fordi de får for lidt, ingen eller forkert hjælp. Nogle af dem er troende mennesker. – Det er heldigvis muligt at få hjælp også udenfor hospitalerne: Psykoterapi. Men hvor kan hjælpen findes? Desværre nok ikke synligt overalt. Men over geografisk afstand er det muligt overalt via telefon, breve og e-mails.