Valgkampens hede

En selvironisk beretning fra en tv-debat.

Forleden var jeg til et af de mange valgmøder, som vi kandidater bliver nødt til at deltage i. De fleste møder flytter nu ikke på stemmerne, for det er ofte partisoldaterne, der møder op. Men dette var et møde, der kom i regionalt tv, så alle vi mediegale politikere var oppe på mærkerne.

Som de fleste mænd tænker jeg ikke meget på, hvilket tøj jeg går i. Men det gør min kone, så hun havde fundet den helt rigtige skjorte frem, som hun syntes så moderne ud, så jeg kunne ændre lidt på fordommene om mit kristelige parti.

I forvejen har jeg indrømmet i et stort 2-sides interview, at jeg var en rod som barn i skolen og blev bortvist i fire dage på grund af støj i tysktimerne. Så jeg er ikke en duks, når jeg ønsker mere disciplin i skolen – og et ordentligt sprog.

Vi blev nu kaldt ind for at stå klar ved vores små pulte, mens de smurte pudder i ansigtet og satte mikrofoner på os. Her stod vi så de næste 45 minutter og ventede med nogle skarpe lamper lige i ansigtet, så sminken smeltede. Jeg har svært ved at stå stille, så jeg plejer at vandre rastløs omkring, men det var umuligt, for her var vi tøjret med mikrofonernes meget korte ledning til pulten. Og man skulle spørge regisør-frøkenen, hvis man skulle i gården.

Da den røde lampe endelig lyste og vi var ”på” en times tid, havde jeg glemt alt om at smile og se begejstret ud, som jeg gør på mit 10 år-gamle plakatfoto. Mundvigene hang nedad, og mit pudrede ansigt lignede døden fra Lübeck.

Når en snes politikere alle kæmper om at få sagt mest muligt på kort tid, skal man være oppe på dupperne, men jeg var træt i mine platfødder og trængte bare til at sidde ned.

Derhjemme sad min kone Birthe og fulgte debatten i tv. Når der ind i mellem var et glimt af mig, så hun til sin skræk, at skjorteflippen nu stod lige opad mod øret i den højre side. Så nu lignede jeg virkelig en rod.

Selv anede jeg ikke uråd, før borgmesteren, der stod i nærheden, pegede og hvæsede: Henri! Din flip!

Jeg fik nu ”arrangeret” min påklædning. Men jeg var ikke den eneste, der havde problemer. Den lidt kraftige viceborgmester ved siden af mig måtte have en håndholdt mikrofon, fordi headsettet hele tiden gled af hans store hoved.

Endelig blev kampen blæst af, og jeg stavrede på stive ben en halv kilometer til p-pladsen. Jeg vidste, at der var valgmøder forude næsten hver aften, foruden et par eftermiddagsmøder.

Hvorfor gør jeg det? spurgte jeg endnu engang mig selv – og Gud. Trods profetiske ord kan jeg ikke rigtig forestille mig, at jeg bliver valgt – og er det hele så ikke omsonst?

Mange andre kristne er også opstillet, og mange af os bliver jo ikke valgt. Men måske er det slet ikke målet – valgresultatet – der er så vigtigt, men rejsen undervejs. Måske sender ”Han” os bare ind i politik ”som får blandt ulve” (Matt. 10,16) for at vi skal være et ”fredens barn” (Lukas 10,5-7) og formidle lidt forsoning blandt politikere, som ofte må leve i et klima af magtkampe, intriger og beskyldninger. Her er brug for nogle fredsommelige får, ligesom i køen i supermarkedet, eller på arbejdspladsen, i skolens hårde klima, osv. Så det må vi prøve midt i valgkampens hede.