Hvis Danmark ikke starter KFS på Grønland, hvem skal så?
Det kristne danske studenterarbejde, KFS, vil oprette en treårig stilling i Nuuk fra 2019.
”Hvis ikke Danmark starter et kristent studenterarbejde i Grønland, hvem gør så?”
Sådan lød udfordringen fra Lindsay Brown, tidligere generalsekretær i det internationale forbund for evangeliske studerende, IFES, til KFS allerede for nogle år siden.
Det blev til et kald og en vision i Kristeligt Forbund for Studerende, som nu vil søge at starte studenterarbejde op i Grønland med ansættelsen af en medarbejder i Nuuk i en treårig stilling fra skoleåret 2019-2020.
Visionen er at starte et grønlandsk KFS, der på sigt skal overtages af lokale kræfter.
På weekendens bestyrelsesmøde blev det besluttet, at KFS skal forberede oprettelsen af et kristent studenterarbejde i Nuuk. Arbejdet skal målrettes grønlandske studerende på gymnasiale og videregående uddannelser.
Med denne nyhed kulminerer den vision, der stammer fra det kald, der først lød til KFS fra Lindsay Brown.
Studietur til Grønland
Særligt i årene med den tidligere formand i KFS, Peter Rask, ved roret, blev kærligheden til Grønland grundfæstet i KFS. Det udmøntede sig i et helt konkret initiativ tidligere på året, da KFS efter en ansøgningsproces sendte 12 unge studerende på to ugers studietur til Grønland for at opsamle erfaringer og indtryk fra landet; en tur som satte sig dybe spor i deltagerne og i KFS.
Brobyggere søges
Allerede fra skoleåret 2018-2019 håber KFS at tilknytte studerende og nyuddannede med hjerte for Grønland, der vil tage til landet i en arbejdsmæssig kapacitet.
Ambitionen er, at disse brobyggere tilegner sig stor indsigt i den grønlandske kultur og mentalitet igennem samtale og samvær med det grønlandske folk.Det kan på sigt hjælpe til at støtte et kristent studenterarbejde, som fungerer på grønlandske præmisser.