Maria og Josef var faktisk gift ifølge jødisk ægteskabslov

Josef var Jesus’ legitime far ifølge jødisk ægteskabslov, skriver Jesper Risbjerg i en spændende artikel i det arkæologiske tidsskrift Tel. Det danske sprog har ikke ord for de juridiske forhold omkring ”trolovelse”. Faktisk var Maria og Josef allerede ’gift’, da Maria blev gravid.

Af Jesper Risbjerg, stud. theol

Modsat gængs opfattelse blev Jesus ikke undfanget uden for ægteskab. Ifølge jødisk ægteskabspraksis var Maria og Josef juridisk set allerede gift, da Maria bliver gravid med Jesusbarnet. Men Josef kunne have indkasseret en økonomisk gevinst, hvis han havde anklaget hende for utroskab. Af omsorg for Maria undlod han at gøre det.

I Matthæusevangeliets juleberetning fortælles det om Josef, at han beslutter at skille sig fra Maria i al stilhed (Matt 1,19), da han får at vide, at hun er gravid. På det tidspunkt var de, som det oversættes i vores danske bibel, ”forlovet” (1,18, jf. Luk 2,5).

Vores moderne begreb ”forlovet” giver dog meget nemt det indtryk, at Josef og Maria endnu ikke havde indgået et juridisk bindende ægteskab. Som vi skal se i denne artikel, er det dog noget af en forenkling.

Josef og Maria var som ”forlovede” faktisk gift ifølge jødisk ægteskabspraksis.

Det hjælper os til at forstå to ting. Dels forklarer det, hvorfor Jesus aldrig anklages for at være et uægte barn, men tværtimod betegnes som Josefs søn (fx Joh 1,45). Maria blev juridisk set nemlig ikke gravid uden for ægteskab. Dels forklarer det noget om Josefs karakter.

For selv om ”forlovet”-stadiet var at sammenligne med et juridisk ægteskab i vores forstand, var det stadig et indledende stadie, hvor Josef kunne have krævet erstatning af Marias forældre. At han modstod denne økonomiske fristelse og blev sammen med Maria, vidner om Josefs ”retsindighed” (Matt 1,19).

Ægteskabet blev indgået i tre trin

Overordnet set bestod en ægteskabsindgåelse på Jesu tid af tre trin:
1) Ketuba (ægteskabskontrakten indgås),
2) Huppah (ægteskabet fuldbyrdes seksuelt) og
3) selve bryllupsfesten.

Ketuba var betegnelsen for en juridisk kontrakt for selve ægteskabet og markerede ægteskabsindgåelsen. Når kontrakten var underskrevet af brudens far, gommen selv og vidner, var parret lovformeligt gift.

Selvom bruden altså ikke selv underskriver kontrakten, var selve kontraktindgåelsen alligevel en praksis, der kan siges at være til brudens beskyttelse, idet den beskyttede brudens rettigheder i et ægteskab og ved en eventuel skilsmisse, der ellers kunne være økonomisk ødelæggende for en kvinde i antikken, der var afhængig af at blive forsørget af sin mand.

Midlertidig brudepris

En Ketuba-kontrakt ville indeholde en række økonomiske bestemmelser og aftaler såsom en beskrivelse af brudens private ejendom, brudeprisen og medgiften.
Brudeprisen var den økonomiske pris, som gommen skulle betale til brudens far, før ægteskabet kunne fuldbyrdes.

Brudeprisen var dog kun ”midlertidig”. Efter den seksuelle fuldbyrdelse betalte brudens far nemlig brudeprisen tilbage til brudgommen og lagde samtidig medgiften oveni.

Det gør dog ikke brudeprisen overflødig, for brudeprisen var også en del af den erstatning, som brudens far og familie havde ret til, hvis manden uretfærdigt lod sig skille fra kvinden. Ud over at skulle betale brudeprisen, skulle gommen ved en uretfærdig skilsmisse også betale medgiften tilbage til brudens familie. Kort før Jesu tid indførte Rabbi Simeon ben Shetah desuden den klausul i ketuba-kontrakter, at gommen stillede al sin ejendom som sikkerhed for, at han kunne indfri sine økonomiske forpligtelser over for kvinden, så gommen kunne være nødt til eksempelvis at sælge en mark for at betale erstatning ved en skilsmisse.

Ud over de økonomiske bestemmelser var der ofte en lang række andre bestemmelser i ketuba-kontrakten, eksempelvis at hvis manden tog hustru nummer to, var dette skilsmisseårsag. En sådan ”monogamiklausul” findes i en jødisk ketuba-kontrakt fra 420 f.Kr., der er fundet på Elefantineøen i Egypten. Ifølge denne kontrakt er det også muligt for kvinden at bede om skilsmisse, hvilket ikke altid var praksis på Jesu tid, og hvis det var, så var det med store økonomiske udfordringer for kvinden.

Det er altså klart, at et ægteskab var lovformeligt indgået, når ketuba-kontrakten var forhandlet og underskrevet af gommen, brudens fader og vidnerne. Efter underskrivningen af i alt tre eksemplarer, hvoraf parterne hver beholdt ét, forsegledes det tredje og officielle eksemplar af vidnerne, der derefter bragte det til templet eller synagogen. Seglet kunne kun brydes og kontrakten læses i tilfælde af en juridisk tvist omkring ægteskabet. Eksempler på sådanne deponerede ketuba-kontrakter er fundet i et kættersk jødisk tempel på Elefantine i Egypten, der stammer fra 5. årh. f.Kr., samt i en tidlig middelaldersynagoge fra omkring 600 e.Kr. i Cairo.

Huppah – ægteskabet fuldbyrdes

Anden fase i ægteskabsindgåelsen kaldtes huppah og indebar den seksuelle fuldbyrdelse af ægteskabet.

Modsat moderne katolsk forståelse, hvor ægteskabet først er juridisk indgået ved den seksuelle fuldbyrdelse, hvorefter en annullering ikke længere er mulig, var det jødiske ægteskab som angivet juridisk gældende fra underskrivelsen af ketuba-kontrakten.

Den seksuelle fuldbyrdelse af ægteskabet fulgte ikke lige efter kontraktunderskrivelsen. Det var meget normalt, at der var en forsinkelse – nogle gange en meget lang forsinkelse på op til flere år.

Forsinkelsen kunne have flere årsager, men hyppigt var grunden, at pigen endnu ikke havde nået puberteten, og derfor kunne man i ketuba-kontrakten også indskrive en alder, hvor pigen blev betragtet som klar til den seksuelle fuldbyrdelse. Andre gange var årsagen, at gommen skulle bruge tid til at samle de værdier sammen, som ketuba-kontrakten krævede i brudepris.

Selve huppah’en ville foregå i pigens forældres hus med pigens forældre til stede bag et slør i samme rum eller i et tæt forbundet rum. Forældrene sørger også for, at der lægges et klæde under bruden. Klædet skulle opsamle blodet fra hendes mødom og derved være et bevis for, at bruden var jomfru på sin bryllupsnat, og klædet kaldtes af den grund for et jomfruelighedsbevis.

Under fuldbyrdelsen af ægteskabet ville der samtidig være en huppahfejring i gården eller et af de andre rum i forældrenes hus. Efter fuldbyrdelsen ville forældrene tage klædet med blodet og bringe det til de festende gæster, der så fungerede som vidner på brudens jomfruelighed.

Det er blevet foreslået, at der kan være tale om netop en huppahfejring i Jesu lignelse om de ti brudepiger (Matt 25,1-13), der alle medbringer en lampe for at kunne undersøge jomfruelighedsbeviset – klædet med blodet.

Pigens forældre beholdt efterfølgende dette klæde som bevis på datterens jomfruelighed, for hvis manden valgte at skille sig fra kvinden, var det vigtigt at kunne bevise, at hun havde været jomfru ved ægteskabets indgåelse, for så kunne manden ikke anklage hende for ikke at have været jomfru og på den baggrund slippe for at betale brudeprisen. En mand, der løj om sin hustrus jomfruelighed ved ægteskabsindgåelsen og blev modbevist af kvindens forældre, skulle ifølge Tempelrullen, der blev fundet i Qumran, betale en stor bøde (11Q19 65,14-15; jf. 5. Mos 22,19).

Bryllupsfesten

Efter fuldbyrdelsen gik der normalt et par dage, inden man kom til tredje fase af ægteskabsindgåelsen: bryllupsfesten. Bryllupsfester kunne vare længe og være så dyre, at man eksempelvis kunne løbe tør for vin (Joh 2,1-11).

Normalt var det brudens familie, der betalte bryllupsfesten, men tilsyneladende kunne gommens forældre indimellem også betale.

Både huppah og bryllupsfest var skik og brug, men som fase to og tre har de ikke været obligatoriske for indgåelsen af et ægteskab.

Huppah’en havde til hensigt at beskytte kvinden mod falske anklager fra mandens side om ikke at have været jomfru ved ægteskabets indgåelse, og bryllupsfesten var blot en traditionel fejring og en måde at markere ægteskabet på over for samfundet.

Imens hverken huppah eller bryllupsfest altså var obligatoriske, var underskrivelsen af ketuba-kontrakten essentiel i indgåelsen af ægteskabet, da netop underskrivelsen var det øjeblik, hvorfra ægteskabet blev betragtet som juridisk indgået og bindende og dermed kun kunne opløses gennem en reel skilsmisse.

Josef: Skilsmisse, anklage, forblive gift?

I den autoriserede danske oversættelse af Bibelen fra 1992 beskrives Maria i både Luk 2,5 og Matt 1,18 som Josefs forlovede. Men det giver en underlig sammenhæng mellem Matt 1,18 og det efterfølgende vers, hvor der står, at Josef besluttede ”at skille sig fra hende [Maria] i al stilhed”, da han fandt ud, af, at hun var blevet gravid. Her underforstås der altså et brud på et ægteskab.

Problemet er, at det danske sprog kommer til kort, fordi vi ikke har noget ord, der gengiver vilkårene i et ketuba-ægteskab rigtigt. For hvis Maria og Josef blot havde været forlovede, ville det ikke være et spørgsmål om skilsmisse, men alene om at bryde forlovelsen. Josef og Maria er ikke blot forlovede, men var juridisk set gift; dog havde de endnu ikke gennemgået fase to af ægteskabsindgåelsen, huppah, den seksuelle fuldbyrdelse af ægteskabet (Matt 1,18).

Da Maria og Josef er gift, men endnu ikke har haft sex, har Josef med høj sandsynlighed troet, at Maria havde været ham utro, da han erfarede, at hun var gravid. Som Marias lovformelige ægtemand har samfundet omkring ham forventet, at Josef var far til barnet, for huppah var som nævnt ikke obligatorisk.

Som en forsmået ægtemand ville det være oplagt for Josef at hive Maria i retten for på den måde at vise, at hun havde været ham utro, hvorefter han kunne lade sig skille fra Maria uden at skulle betale brudeprisen til Marias forældre eller betale medgiften tilbage. Maria ville formentlig blive fundet skyldig i sådan en anklage og blive vanæret og i værste fald stenet til døde ifølge Tempelrullen fra Qumran (11Q19 66,2; jf. 5 Mos 22,24).

Men Josef ønsker i stedet at ”lade sig skille i stilhed”, hvilket oplagt kunne oversættes ”skille privat” som modsætning til ”offentligt”. Dermed ville Josef ikke udnytte, at Maria tilsyneladende havde brudt ketuba-kontrakten og været ham utro, men ville i stedet selv bære en række konsekvenser, for med denne fremgangsmåde ville Josef være den, der juridisk set brød kontrakten.

Det ville indbefatte, at Josef accepterede barnet som sit eget, idet han ikke anklagede Maria for utroskab; han skulle betale brudeprisen til Marias forældre; og han ville ikke modtage medgiften fra Marias forældre. Josef var altså ikke hævngerrig, men ville hellere lide et økonomisk tab i stedet for at bringe Maria i vanære eller måske lade hende dømme til stening.

Josef erfarer siden fra en engel, at Maria ikke har været ham utro, men at hun er blevet befrugtet ved Helligånden, og at han derfor ikke skal være bange for ”at tage Maria til [sig] som hustru”. Her er oversættelsen endnu en gang en smule uklar, da den underforstår, at Maria og Josef endnu ikke er gift, men blot forlovede.

Som vi så ovenfor, var det ikke unormalt, at kvinden blev boende hos sine forældre, indtil hun var seksuelt moden og klar til at leve sammen med sin mand, der så ”tog hende med sig” fra hendes forældre. En mere retvisende oversættelse af udtrykket ville derfor være: ”… vær ikke bange for at tage din hustru Maria til dig [fra hendes forældres hus] …”

Jesus – Guds søn og Josefs søn

Mens både Lukas og Matthæus entydigt udtrykker, at undfangelsen af Jesus skete ved, at Guds Helligånd befrugtede Maria, så betragtes Jesus i evangelierne som Josefs ægtefødte søn og altså hverken som undfanget ved førægteskabelig sex eller ved utroskab.

Dette kunne lade sig gøre, fordi Maria på grund af ketuba-kontrakten med sikkerhed betragtedes som en gift kvinde.

Samtidig kaster de jødiske ægteskabstraditioner lys over, hvorfor Matthæus følte trang til at understrege Josefs retsindighed: Han kunne nemt på dette indledende stadie bevise, at Maria havde været ham utro og dermed kræve brudeprisen tilbage af Marias far. Men fremfor penge tænkte han på Marias fremtid og blev dermed et eksempel på Guds egen omsorg for ”den faderløse” og udsatte (Matt 1,19, jf. Hos 14,4).

Ægteskabsindgåelse i tre trin

Det jødiske ægteskab blev indgået i tre trin, hvor kun det første trin var obligatorisk.

1. Ketuba: Den juridiske ægteskabsindgåelse, hvor brudgommen og brudens far skriver under på en ketuba-ægteskabskontrakt.

2. Huppah: Den seksuelle fuldbyrdelse, der foregår under ceremonielle forhold med ”vidner”, der holdt fest i et tilstødende rum. Efter fuldbyrdelsen flytter bruden fra sine forældres hus til gommens hus.

3. Bryllupsfest: Blev normalt holdt et par dage efter huppah’en og kunne vare flere dage.

Denne artikel bygger på Clyde Billington, PhD, ”The Christmas Story and Jewish Ketubbah Marriage”, Artifax Autumn 2013
Artiklen bringes med tilladelse fra bladet TEL, www.bibelskarkaeologi.dk