60% vælger abort af hensyn til andre

Priscilla K. Coleman

En undersøgelse af behovet for rådgivning før og efter en abort har afsløret store psykiske traumer hos flertallet af kvinderne efter indgrebet.

Professor Priscilla K. Coleman fra Bowling Green State University har lavet rapporten på baggrund af svar fra 987 kvinder. De fortæller dels om den svære beslutning, dels om traumer efter indgrebet.

Næsten 58% af kvinderne oplyser, at de valgte abort for at gøre andre tilfredse, mens over 28 % valgte abort af frygt for, at deres partner ellers ville forlade dem.

To ud af tre måtte søge professionel hjælp

Før indgrebet afbrød deres første graviditet havde 13% af kvinderne haft kontakt med en psykiater, psykolog eller terapeut. Efter aborten søgte hele 67,5% af kvinderne professionel hjælp.

– Kun 6,6% af respondenterne brugte receptpligtig medicin for deres psykiske helbred før den første graviditet, som endte med en abort. Til sammenligning fik 51% receptpligtig medicin efter den første abort. Disse data antyder, at kvinderne som gruppe generelt var psykisk sundere før deres første abort, konkluderer forskerne.

Over 49% af kvinderne oplyser, at de på tidspunktet for aborten godt vidste, at fosteret var et menneskeligt væsen. 66% sagde, at de inderst inde vidste, at de gjorde en fejl ved at gennemføre aborten. 67,5% afslørede, at beslutningen var en af de sværeste i deres liv, og 33,2% havde oplevet en følelsesmæssig forbindelse med deres foster før aborten.

”Det vi kan lære er: Abort giver IKKE magt til kvinder, den tager magten fra os”, skrev forfatteren Obianuju Ekeocha i en twitter-kommentar til undersøgelsen.

Omkring tre fjerdedele af kvinderne var uenige i et udsagn om, at aborten var deres eget frie valg uden påvirkning fra andre. Næsten 70% af respondenterne havde fået 1 abort, knap 20% havde fået to, 7,6% havde fået tre og 2,9% havde fået mellem fire og ni. De fleste af kvinderne var 21 år eller yngre, da de fik deres første abort.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Er der positive følger af abort?

Et af spørgsmålene i undersøgelsen lyder:
”Hvad er det mest væsentlige positive, om noget, som er sket på grund af din beslutning om abort?”
Hertil svarer næsten 32 procent: ”Intet”. Nogle tilføjer en beskrivelse af sorgen over at have mistet et barn for altid.

Nogle få procent af kvinderne oplyser dog som et positivt aspekt, at de efter aborten er kommet til personlig tro på Kristus, er blevet aktive i en prolife-bevægelse eller har valgt at hjælpe andre kvinder med at komme over en abort.

Undersøgelsen konkluderer blandt andet: Selv i et ideelt miljø, hvor kvinder modtager passende rådgivning, får tilbudt støtte til at fortsætte deres graviditet og ikke har kendte risikofaktorer er det stadig muligt at blive forblændet af muligheden for abort og lide skade på grund af den indbyggede kompleksitet, der er ved en abort.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Rapporten med titlen ”Women Who Suffered Emotionally From Abortion: A Qualitative Synthesis of Their Experiences” er offentliggjort i The Journal of American Physicians & Surgeons.