Businessman starter nyt kristent college i Boston

Finny Kuruvilla har store ambitioner for det nye Sattler college og donerer selv 30 millioner dollar til det.

Finny Kuruvilla, som selv er uddannet fra Harvard University, åbner til efteråret et nyt college i Boston for at hjælpe kristne studerende i USA til at blive bevaret i troen.

– De andre skoler producerer folk med meget begrænset kendskab til Guds Ord, de kan ikke forklare det mest basale omkring troen, selv om de kommer fra kirkelige hjem, forklarer Kuruvilla. Han lover, at det nye college får en mere konservativ kristen profil end de kendte kristne colleges som Wheaton og Liberty.

Det planlagte Sattler College skal tilbyde fem hovedfag, hhv. biologi, business, it, historie og teologi og starter med 30 studerende og 3 lektorer. Foruden de traditionelle fag skal de studerende lære bibelsk hebraisk og græsk, tage kurser i apologetik (trosforsvar) og følge et fire-årigt discipel-program.

Selv om ambitionerne er store, vil det blive billigt for de studerende: Skolepengene for første år er sat til 9.000 dollar, men de første 30 studerende får det første års undervisning gratis.

Kuruvilla vil give 30 millioner dollar af sine egne penge til skolen, oplyser Boston Globe. Avisen vurderer, at det nye college ikke er knyttet til en bestemt kirkeretning, men har en baptistisk troslære. Skolen vil have et traditionelt syn på ægteskabet, afviser at folk må gifte sig igen efter skilsmisse og er imod at kristne deltager i krig.