KFUMs SoldaterRekreation i Fredericia skal renoveres

Helle og Bruno Kristoffersen har været lederpar på soldaterhjemmet i Fredericia siden 2016.

De fire midlertidige boliger til veteraner på KFUMs Soldaterhjem i Fredericia renoveres nu for halvanden million kroner. Håndværkerne er i gang, og det hele forventes at stå klar sidst i marts måned.

– Vi får nu givet veteranboligerne et godt løft. Der bliver en ekstra væg mellem lejlighederne, og vi har fået fine møbler fra kursuscentret Trinity og via Veteranhjemmet i København, fortæller soldaterhjemsleder Bruno Kristoffersen.

KFUMs Soldaterhjem på Treldevej har i høj grad været arnested for hele Soldatermissionens veteranarbejde. I takt med at danske soldater i 1990’erne kom hjem fra Balkan, blev soldaterhjemmet et naturligt værested.

Nogle af de sårbare veteraner har haft brug for både hjemlig omsorg og at få tag over hovedet i en periode. De tidligere medarbejderværelser på soldaterhjemmets første sal har i nogen tid fungeret som midlertidigt hjemsted for særligt PTSD-ramte veteraner.

Walk and Talk hver onsdag

Udover boliger til veteraner tilbyder soldaterhjemmet også ”walk and talk”, der er en fast onsdagstradition med start fra soldaterhjemmet kl. 14:00.
– I forbindelse med walk and talk vil vi gerne prøve at få et cafétilbud, fortæller soldaterhjemslederen. Der skal nemlig være nogle tilbud for veteranerne, også mens byggeriet pågår.

Boliger opgraderes

De kommende beboere på KFUMs SoldaterRekreation i Fredericia vil fremover få eget toilet og bad. Samtidig isoleres boligerne bedre, så de kommer til at virke som et-værelses lejligheder.

Desuden får veteranerne et fælles tekøkken og opholdsrum, så de både har mulighed for at være i et mindre, trygt fællesskab med ligesindede og mulighed for at trække sig tilbage i deres egen lejlighed.

Erfaringer fra andre steder viser, at botilbud er med til at styrke veteranernes sociale relationer. Små trygge fællesskaber giver nemlig veteranerne mulighed for øve sig på at genvinde deres sociale færdigheder.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Flere uniformer på vej

Soldaterhjemmet i Fredericia benyttes også af civile fra lokalområdet, der sætter pris på god mad til rimelige penge og den uformelle stemning, der præger soldaterhjemmet.

Der bor et lille hold HRU’ere (Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse) på cirka 15 personer på Ryes Kaserne nær soldaterhjemmet og til sommer kommer der en politiskole til Kasernen. Det vil sandsynligvis give endnu flere uniformerede besøg på soldaterhjemmet i Fredericia.

Støttes af fonde

Flere fonde er gået ind i et samarbejde med KFUMs Soldatermission om at renovere veteranfaciliteterne i Fredericia.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Aage og Johanne Louis-Hansens Fond er hovedsponsorer, men Konsul Poul Korchs Fond, Sydbanks Fond og lokalt indsamlede midler udgør også vigtige bidrag til det samlede projekt på lidt over halvanden million kroner. Det lokale firma R. A. Ussing og Søn A/S er hovedentrepenør på projektet.