Er det naturligt altid at tale om sygdom?
Kære Orla Lindskov.
Jeg skriver dette brev til dig, fordi jeg gerne vil høre din mening.
Jeg er en mand i halvtredserne, og jeg er heldigvis ikke syg selv. Men mit problem er min hustru. Hun er rigtig syg med en diagnosticeret sygdom. Vi er begge troende. Mit spørgsmål til dig er nu: Hvordan møder vi som kristne lidelse og sygdom, når det rammer os selv?
For en ting ved jeg med sikkerhed nu: Sygdom gør ikke forskel på folk. Trængsler, lidelse og sygdom rammer alle, også kristne. Det sker, som du tidligere har skrevet her i din Brevkasse, på grund af Syndefaldet. Vi skal selvfølgelig ikke selv opsøge sygdom. Og hvad mener jeg nu med det?
I vores Missionshus er der en lille flok kvinder, som jeg holder mig på høflig afstand af. De taler nemlig rigtig meget om sygdom, medicin og læger.
En aften kom jeg til sammen med min hustru at sidde ved bord med dem under kaffen. Jeg fulgte med i deres samtale. Den aften tog vi tidligt hjem, for jeg blev faktisk dårlig af at lytte til dem. Jeg tror ikke, at den evindelige snakken om sygdom, medicin og læger er godt for vores sundhed og heller ikke godt for vores indre.
Om natten drømte jeg næsten uafbrudt om sygdom, medicin og læger. Ganske vist noget forvirret, men alligevel.
Disse kære kvinders samtaler vil jeg fremover skåne mig selv for. Jeg føler, at disse kvinder på en eller anden måde er fikseret på sygdom, og jeg tror ikke, det er godt for dem.
Min hustru siger, at den slags samtale er naturligt for disse kvinder, for de er alle mere eller mindre syge. Har du en mening om det?
Man skal vel også beskytte sig selv mod sygdom som kristen, så godt som man nu kan.
Jeg synes, at de omtalte kvinder har underkastet sig sygdom. Deres samtale gik den aften ud på at finde den bedst mulige måde at leve med sygdom. De talte ikke om bøn eller om at finde Jesu vej ud af sygdom. Den vej vil jeg selv gerne finde, for jeg ønsker at opleve, at min kære hustru bliver helt rask.
Jeg er glad for, at man kan skrive til din Brevkasse om de tanker, man gør sig.
Mvh.
Ægtemanden
SVAR:
For meget fokus på sygdom gør det hele værre
Kære Ægtemand.
Ja, hvordan skal vi som kristne møde lidelse og sygdom, når det rammer os selv?
Fakta er jo, som du ganske rigtigt skriver: kristne kan også blive syge og ramt af lidelse.
Mange vil nok sige, at sygdom skyldes genetisk arv og ikke mindst miljø m.m.. Det er også til dels rigtigt.
Men søger vi ind til roden til sygdom og lidelse, som roden er beskrevet i Bibelen, så var det ved Syndefaldet, at al smerte, sorg, ulykke og sygdom slap ind over menneskeheden. Ved Syndefaldet tabte menneskene Paradiset.
Vi skal ikke opsøge sygdom, som du skriver. Det er der nok heller ikke ret mange, der gør bevidst.
Men nogle kommer alligevel til at gøre det ubevidst. Netop det vil jeg sætte fokus på her i mit svar til dig.
Mit udgangspunkt skal være den lille flok kvinder i jeres Missionshus, som du holder dig på høflig afstand af. Disse kvinder talte hele tiden om sygdom, medicin og læger, og den tale gjorde dig dårlig.
For megen tale om sygdom, medicin og læger er ikke godt for vores krop og heller ikke for vores indre. Så langt er vi enige. Men det handler altså om en balance, for selvfølgelig skal man kunne tale om sygdom.
Men kendsgerningen er faktisk, at jo mere opmærksomhed, man giver sin sygdom, jo mere næring giver man den; for det, man har fokus på, det tiltrækker man.
Det, man går vældigt meget op i, det får man mere af. Det er faktisk en lov, som gælder i alle livets forhold, og den lov gælder også for sygdom.
Der står om Gud i skabelses-beretningen, at han talte, og det skete. Og der står i Efeserbrevet kap. 5, vers 1, at vi skal ligne Gud, som hans kære børn.
Hvorfor nævner jeg nu disse to steder?
Jo, vores tale og tanker har en skabende kraft, ligesom Guds tanker og tale har det:
Taler vi positivt, så skaber vi noget positivt. Taler vi negativt, så skaber vi noget negativt. Taler vi lægedom og sundhed, så skaber vi lægedom og sundhed. Har vi for meget fokus på sygdom og lidelse og taler meget om det, så tiltrækker vi sygdom og lidelse.
Er vi syge og har smerte, skal vi som nævnt kunne tale om det. Men talen om sygdom kan bare blive for meget.
Jeg havde en telefonsamtale med en syg kvinde:
Hun beskrev først alle sine sygdomme. Hun nævnte alle sygdomsforløbene, diagnoserne i detaljer, selv i de mindste detaljer.
Hun beskrev alle behandlingerne, hun havde været igennem. Hun beskrev alle de forskellige former for medicin hun brugte og havde brugt. Hendes fortælling tog lang tid.
Da hun så endelig holdt en pause for at trække vejret, foreslog jeg, at vi skulle bede Jesus om helbredelse.
Men nej, så langt kom vi ikke, for da hun havde fået vejret, startede hun med hele sygdoms-fortællingen forfra. Det samme endnu engang.
Jeg hørte med igen og foreslog igen, da hun skulle trække vejret, at vi skulle bede. Men hun startede forfra for tredje gang. Da stoppede jeg hende høfligt. Hun havde kun sygdom i hovedet.
Jeg mærkede klart, at sygdom var kommet til at fylde alt for meget hos hende. Det forklarede jeg hende, og så kom vi endelig i gang med forbønnen.
Nu til sidst: Jeg vil gerne være med i forbøn for din hustrus helbredelse.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
OPLEVELSER:
Kære Orla
Tak for din forbøn. Som jeg også tidligere har fortalt dig, er min hudkræft forsvundet.
Hilsen fra
P.E.
Kære Orla
For godt et år siden fik jeg en salvedug af dig.
Jeg har brugt den dagligt og været meget glad for den.
Men desværre forsvandt den for mig for en lille uge siden. Derfor beder jeg dig, om du vil sende mig en ny i vedlagte svarkuvert.
Tak for din hjælp, og tak for dine fine og gode forbønsmøder i Valby.
Kærlig hilsen
B.
