Jøder i hele verden frygter forbud mod drenge-omskæring i Island

”Det bekymrer jøder i hele verden”, udtaler de jødiske samfund i Norden på baggrund af et forslag fra Islands human-etiske forbund om at forbyde rituel omskæring af drenge.
Hvis forslaget vedtages af Altinget, vil Island blive det første land i verden, som forbyder drengeomskæring.

Foreningen Intact Denmark har også med et borgerforslag den 28. januar 2018 forsøgt at gøre omskæring ulovligt i Danmark.

Det Jødiske Samfunds formand, Dan Rosenberg Asmussen, afviser præmisserne bag forslaget, nemlig ”at man ikke kan overlade til jødiske forældre at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres tro og de traditioner og ritualer, der knytter sig til troen”.

Formanden minder om, at en tredjedel af verdens mandlige befolkning er omskåret og påpeger, at indgrebet hverken er farligt eller skadeligt. Derfor ville et forbud være i strid med religionsfriheden, konkluderer Dan Rosenberg Asmussen.

”Men det ligger i tidsånden, at handlinger og påvirkninger, der er religiøst betinget, opfattes som noget, børn i særlig grad skal skærmes imod”, hedder det i vurderingen på Mosaiske.dk